Anmeldelse: Giselle

Spillested: Det Kongelige Teater, Gamle Scene
Spilleperiode: 31. August – 17. November 2018, herefter på turné i 2019.
Anmeldt af: Clara Lindstrøm Gleerup

★★★★

Hvad er det?
Der er ikke meget andet, der kan sætte stemningen som når orkestret, sekunder inden tæppet går op, stemmer instrumenterne. Musikken er drømmende, og Gamle Scene emmer af fryd og gammen, når smukke Giselle elegant svæver over scenen i store dele af første akt af Giselle. I snart 200 år har Giselle fortalt historien om to mænd der hovedkulds forelsker sig i ungmøen Giselle. Giselle ser kun den ene, Albrecht, en ung hertugsøn forklædt som en simpel bonde. Den anden er skovfogeden, Hilarion, Giselles ligesindede. Giselle og Albrecht svæver på en lyserød sky, men snart går det op for Hilarion, hvilken hemmelighed Albrecht bærer rundt på. I et stik af jalousi beslutter han sig for at afsløre Albrecht i landsbyens og Giselles påhør.

Giselles hjerte brister, da det går op for hende, at Albrecht i virkeligheden er lovet væk til den unge fyrstedatter, Bathilde. Gradvist mister Giselle forstanden og i opsætningens nok mest hjerteskærende øjeblik, kollapser Giselle i Albrechts arme og dør for øjnene af alle. I samme sekund går tæppet for.

Giselle får dog ikke fred i døden, men genopstår som willi, elever-agtige kvinder, der i deres tid på jorden blev udsat for uforløst kærlighed. Anført af Emma Riis-Kofoeds Dronning Myrtha forfører willierne nat efter nat unge mænd og danser dem mod døden. En nat dukker unge Hilarion op, og hurtigt efter dukker selvfølgelig også unge Albrecht op. Giselle tilgiver sit hjertes udkårne, men vejen udenom hæren af svigtede ungmøer er ikke let.

Det gode og det knap så gode
Det siges, at Giselle er en af de mest teknisk krævende roller, en balletdanser kan påtage sig. At se Holly Jean Dorger bevæge sig fra sprudlende og uskyldig ungmø til dæmonisk nymfe i et næsten skizofrenisk udbrud er en fryd, og man kan ikke andet end at sidde og måbe!

Universets landsbyidyl i første akt og den dystre måneskinskirkegård i andet akt er sat i Maja Ziskas abstrakte skyggeunivers, hvor Giselle er både imponerende, elegant og smuk. Indimellem savner jeg dog noget ekstra vildskab, og det er da også i første akts slutscene og Giselles endegyldige død, at balletten er mest medrivende og hjerteskærende, for her bliver den “klassiske ballet-stil” brudt med et strejf af noget moderne. Bruddet giver den ellers lidt tunge ballet et lille åndehul, som klart er et af ballettens absolutte højdepunkter.

Indholdsmæssigt sker der ikke meget i andet akt, men balletdanserne er ypperlige og Mia Stensgaards spøgelsesagtige kostumer betagende. Min ledsager og jeg kigger flere gange på hinanden i ren og skær beundring over, hvad danserne formår med menneskekroppen. Williernes hævngerrige dans savner en anelse ondskab og dæmoni, men smukt ser det ud, når de i rækker af ti bevæger sig lydløst hen over kirkegården og tager offer efter offer.

Jeg er betaget af Giselle og det mystik-eventyrlige univers, forestillingen er bygget op omkring, og jeg har svært ved at tage øjnene fra de imponerende dansere. Fortællingen om det bristede hjerte og jagten efter tilgivelse er og vil altid være universel, men ballettens mest beundringsværdige øjeblikke er i sidste ende de mere ukontrollerede og mindre pæne, og det dæmoniske måtte dermed gerne have fået langt større spil!

Skynd dig ind og se den, hvis
… du ikke er helt ny i balletten, men forstår dig på ballettens dramaturgi og udtryk. Jeg fornemmer, at Giselle er perfekt for det vante balletpublikum.

Reklamer

One Comment Tilføj dine

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s