Anmeldelse: Misantropen

Spillested: Grønnegårds Teatret
Spilleperiode: 29. juni – 25. august 2018
Anmeldt af: Tobias Carl Højmark Mathiassen

★★★★★

Hvad er det?
Moliéres komedie Misantropen er fra 1666. Det vil sige, at stykket er ca. 110 år ældre end USA. Ja, det skulle også lige synke ind hos mig. Stykket har alle dage haft til formål at provokere og udstille – ligesom Moliéres andre værker. Han ønskede at spidde samtiden og hykleriet hos sine medborgere. I rollen Alceste (Nicolas Bro) har Moliére sin spidder og sin misantrop, og denne strengt moralske og sandfærdige hovedkarakter foragter alle de falske og bagtalende bourgeoisie, han omgiver sig med og insisterer modsat på at de alle skal sige sandheden. Grønnegårds Teatrets opsætning spilles på de originale alexandrinerrim, og iført disse beskriver Alceste Paris: “…overalt i byen ser jeg falskhed og løgne, forræderi og smiger blænder mine øjne. Jeg væmmes ved al denne lumskhed og svig, og derfor erklærer jeg den hele verden krig…“. Skønt dette had og Alcestes uvægerlige moral, kan han dog ikke forkaste sin kærlighed til den udsvævende sladdertante Célimène (Sonja Richter), som i den grad udfordrer hans principper.

Det gode og det knap så gode
I denne iscenesættelse er selve scenografien ganske sparsom – eller nøgen om du vil. Den består blot af en trappe midt i Designmuseets have i mellem de grønne lindetræer. Men jeg sad ikke og manglede noget. Tværtimod fodrede den sparsomme scenografi min fantasi, så jeg selv fik lov til at tænke omgivelserne til ende. I stedet er der lagt vægt på kostumerne, der i bedste barok er flæset helt op fra slap. Det klædte i øvrigt også stykket ikke at vælge moderne musik og i stedet sværge til barokkens og årstidernes klassiske komponist Vivaldi. Med små intermezzoer af hans La Stravaganza var letheden i Vivaldis musik med til at understrege den fjerlette livsførelse, som bedre borgerskabet omgiver sig af. I disse sceneovergange danser de medvirkede yderligere i en form for gakkede gangarter. Jeg kan i reglen ikke lide gakkede gangarter, medmindre de er udført af John Cleese, men de små sceneskift virker på en eller anden måde ganske naturlige, og de gakkede elementer udstiller skiftet mellem det lette liv og Alcestes meget jordbundne ærlighed.

De enkelte præstationer er forestillingens es. Skuepillerne leverer med en stor musikalitet og får med den alle ordene til at danse. Skønt alexandrinerrimene selvfølgelig kræver lidt tilvænning, får spillerne det faktisk til at lyde nogenlunde naturligt og flydende, og det er imponerende. Nicolas Bro formår i kraft af sin dybde og fysik at spille Alceste-rollen på yderst jordbunden vis, tungt og taktfast, som en kontrast til den resterende besætnings lette skridt og lettere ord. Sonja Richter er ligeledes en fornøjelse i rollen som Célimène. Hun er umådeligt let at forelske sig i, hvorfor jeg forstår Alcestes forbandelse. Mads Wille spiller en næsten perfekt birolle som Philinte, hvor han i den grad formår at spille sine medspillere gode. Han selv bliver for alvor sjov, da han forelsker sig i Laura Bros Eliante og i afmagt må se til, når hun bliver kærlighedskastebold for Alcestes forvirrede sind. I Philinte møder vi derfor den velkendte passive forelskede, der så nødigt udbasunerer sin kærlighed i frygt for afvisning og ansigtstab. Til sidst bør også Patrick Baurichter fremhæves i rollen som Oronte. Hans timing er skarpslebent og sidder lige i skabet. I kraft af et slesk smil og sukkersøde ord, sidder jeg og væmmes lidt ved ham, og det er en fantastisk bedrift taget rollens beskedne omfang i betragtning. Oronte beder på et tidspunkt Alceste om at anmelde hans kærlighedssonet, der handler om håb. Det ender med en krasbørstig evaluering, der i første omgang pakkes ind i nogle abstrakte floskler om, hvad god kunst egentlig er, men Oronte er ikke interesseret, medmindre kritikken handler om ham og sonetten. Han afbryder derfor Alceste flere gange for at få fokus tilbage på ham selv og sin digtekunst. Denne ubændige trang til at lade sit jeg og sin egen historie overrisle enhver samtale og pointe er noget, vi alle har mødt, og jeg har da heller aldrig været bleg for at levere irriterende afbrydende sætninger som, “det har jeg også oplevet” eller “hvad synes du om min nye frisure?”. Det er netop med disse små episoder, at stykket fremstiller menneskets falske hykleri, hvor vi ofte bare gerne vil bekræftes og hyldes for det menneske, vi higer efter at være. Dermed forbliver Moliéres Misantropen højaktuel 400 år efter den blev nedfældet.

Alt i alt fremstår dette gamle stykke som et flot tidstypisk billede på vores konsekvente higen efter jegets totale iscenesættelse. Derfor har Moliéres mesterværk nok sjældent været mere “on fleek” end lige nu, og det beviser Grønnegaards Teatret i den grad i denne opsætning.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du holder af teater og måske særligt klassikerne, så skal du ikke misse den her.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Hvis I er seks unge under 25 år og vil sidde lidt nede bagved, kan I få billetter til 40 kr. Ellers ligger billetterne mellem 200 kr. og 380 kr. alt efter alder og pladser.

Foto: Bjarne Stæhr

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s