CPH STAGE: VERDEN UDEN OS

Spillested: Husets Teater
Spilleperiode: 7. – 9. juni 2018
Anmeldt af: Trine Berg Balle

Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil se en lang og utopisk forestilling om, hvordan verden ville se ud, hvis den var ubefolket.

Verden uden os er et tankeeksperiment: en forestilling om, hvordan verden ville se ud, hvis alle mennesker pludselig forsvandt fra jordens overflade, og kun naturen og dyrene fortsatte livet på planeten.

Jela Natius står ene kvinde på scenen og leder os gennem eksperimentet. Rummet er næsten tomt, foruden en lille stabel plastikhuse i midten. Natius spiller ingen karakter som sådan, men hun fungerer som en slags observerende fortæller, der bevæger sig gennem verden, udforsker og sanser, hvordan planeten tager sig ud uden os mennesker. Her knækker filmen dog allerede lidt for mig, for hvis jeg skal købe præmissen om den ubefolkede klode, skal den være gennemført, og jeg har svært ved at placere Natius’ rolle i denne tomme verden. Hvordan kan disse observationer foregå uden det menneskelige øje, der beskuer? Jeg ved, at Verden uden os er et eksperiment, en forestilling om, hvordan alting kunne se ud, og derfor ikke nødvendigvis en realistisk fortælling. Men jeg har svært ved at leve mig ind i det. Jeg mangler en historie, et dramaturgisk forløb, nogle konflikter eller mellemmenneskelige relationer, før jeg virkelig kan mærke historien eller føle med vores fortæller. For hvem er hun? Hvad laver hun der? Og er det hele bare noget, der foregår i hendes hovede?

Idéen er egentlig utrolig spændende. Flere gange undervejs tænker jeg da også “Gud ja, så ville der jo hverken findes fødselsdage, børnebørn eller en sidste omgang på pubben”. Der er så meget potentiale i dette set-up, som virkelig kunne have været effektfuldt og givet stof til eftertanke, men det bliver aldrig for alvor forløst. Havde man fyret helt op for lyd- og lyseffekter, brugt en mere dynamisk eller visuelt udfordrende scenografi eller bundet tankestrømmen op på en konkret fortælling med nogle personer, man kunne relatere til, så havde det helt sikkert ramt noget. Men den nøgne scene, det langsomme tempo og de stærkt reducerede virkemidler, gør det til en noget lang og tung oplevelse.

Mod slutningen bevæger forestillingen sig ind på Voyager – de to rumsonder, der i 1977 blev sendt ud i æteren med information om vores art – og her begynder der at ske noget interessant. Men det kommer simpelthen for sent til, at det virkelig gør indtryk.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s