Anmeldelse: Flygt

on

Spillested: DAC i BLOX
Spilleperiode: 31. maj – 8. juni 2018 + danmarksturné i august og september
Anmeldt af: Kristoffer Spender

★★★

Hvad er det?
Jeg befinder mig i den helt nye bygning Blox ved vandfronten mellem Langebro og Den sorte diamant. Denne splinternye bygning huser, udover et virvar af trapper og vinduer, simpelthen også en teatersal. Og det er her, forestillingen Flygt, som handler om de to folkekære danskere Poul Henningsen aka. PH og Arne Jacobsen, spiller. Vi kender dem fra henholdsvis lamper i alskens bygninger, revyviser og dyre, flotte designermøbler. Deres produkter er ikke kun et tegn på de to menneskers æstetiske smag, men simpelthen også et levn af fortidens tanker, ideologier og kulturarv. Vi følger de to mennesker på deres flugt fra politiske spændetrøjer, og vi ser to martrede mænd, som er splittet mellem, om de egentlig ikke skulle blive og kæmpe, eller om kampen ville være bedre at tage fra Sverige med ord som våben.

Fortællingen forløber springende frem, og scenerne handler skiftevis om PH, om Arne Jacobsen og ofte om dem begge to. På scenen er der også tre skønne musikere, som spiller musik til scenerne og synger nogle af de mest kendte af PH’s revynumre. En lang bane af blå dansevinyl splitter de to publikumsrækker fra hinanden, så scenen er placeret mellem publikum. For enden af vinylen ligger nogle maritime genstande i en bunke,  hvilket også tjener som en slags stumtjener med rekvisitter, de to skuespillere benytter sig af.

Det gode og det knap så gode
Der er gode kræfter bag Det Flydende Teaters forestilling, ja faktisk på alle poster er der talentfulde og dygtige mennesker. Derfor havde jeg nok forventet, at holdet gik lidt dybere ned i materien. De to biografiske skikkelser er jo eksponenter for alle de ting, vi er stolte af som danskere. Her taler jeg ikke om burkaforbud og fremdriftsreformer, tværtimod så står de for højskoler, betalte frokostpauser, mangfoldighed, æstetik, opgør, oprør og politisk vækkelse. Forestillingen nærmer sig deres betydning, men når aldrig der hen, hvor den overrasker eller vækker mig. Desværre, for alt var lagt i kortene til at nå en dybere indsigt i både disse mænds liv og virke, men også en dybere forståelse for vores eget ophav. Men den mulighed forbliver borte.

Forestillingen starter med, at skuespillerne bærer jakker med deres teatergruppes logo på. Herefter bærer de en enormt stor og flot båd ind og starter en opremsning af forskellige initiativer, principper, tanker og idéer, som PH og Arne Jacobsen har haft indflydelse på. Der følger herunder en del rolleombytninger, og de to skuespillere spiller en del andre karakterer, der relaterer sig til deres liv. Dette greb fungerer desværre ikke for mig. Jeg har svært nok ved at forstå PHs og Arne Jacobsens historie og motivation i forvejen, og lige pludselig bliver der eksempelvis hentet en dukke frem. På den måde får jeg aldrig rigtig lov til at dykke ned i deres betydning og deres væsen. Musikken klæder forestillingen rigtig godt, som et strejf af vores fortid og som symbolet på en svunden tid. En tid hvor man enten kunne flygte eller kæmpe for de værdier, man tror på. PH og Arne Jacobsen brugte kunsten som deres stemme i en kamp mod overmagten, men måden den er flettet ind i handlingen på fører ikke rigtig nogen steder hen. Af gode overraskelser står et godt skuespil hos særligt Pelle Nordhøj Kann, der rammer den kække PH meget godt, og der er da også en gedigen overraskelse til sidst.

Skynd dig ind og se den, hvis
du har set en masse lamper og møbler, men har glemt hvem mændene bag dem var. Eller se den, hvis du har brug for at få genopfrisket dansk kulturhistorie.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Selv med ungdomsrabat koster billetten 260 kr., hvilket måske nok er lidt i den dyre ende, men hvis du kan skaffe fem venner med, så lander I på 40 kr. pr person.

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s