Anmeldelse: Mor og Far sidder i Grøften

on

Spillested: Tivoli (Glassalen)
Spilleperiode: 23. maj – 22. juli 2018
Anmeldt af: Clara Lindstrøm Gleerup

★★★

Hvad er det?
I forbindelse med Tivolis 175-års fødselsdag har flere af Tivolis opsætninger dette som rammehistorie. Det gælder også Mor og Far sidder i Grøften, der på humoristisk vis vil undersøge, hvad der sker, når Tivolis store porter lukker hver aften. Hvad lusker Pjerrot rundt og laver? Hvad er der sket med de mange børn, der rygtes at være blevet glemt i haven i årenes løb? Hvad laver ballonsælgeren og toiletkonen, når der ikke er flere gæster i haven at servicere? Det lyder jo egentligt temmelig skægt, og vi skal ovenikøbet også have fortællingen om, hvordan hele haven blev grundlagt. Det lader nemlig ikke til, at Tivolis grundstene er helt fine i kanten, for noget er ikke helt som det skal være i den mørklagte have, der efter sigende gemmer på en dyster historie.

Det gode og det knap så gode
Der er virkelig meget potentiale i denne længe ventede satiriske beretning om den store, flotte have. Rammehistorien er oplagt og castet (bestående af Kirsten Lehfeldt, Peter Frödin, Anders W. Berthelsen og Mia Lyhne) danner grobund for en virkelig sjov forestilling. Med Line Knutzon som redaktør på manuskriptet og Niclas Bendixen som instruktør, er det svært at tro, at det ikke bliver en succes.

Mor og Far sidder i Grøften ender dog i et kaotisk virvar af musiknumre og halvsjove og halvfærdige sketches, der, på trods af den meget lovende creditliste, desværre kun har få lyspunkter. Mia Lyhne, der fra start erkender, at hun fandeme ikke vil være med til at hylde forlystelsesparken eller Anders W. Berthelsen, der i et desperat forsøg på at fortælle publikum om Tivolis oprindelse konstant bliver afbrudt af Peter Frödins udgave af Georg Carstensen (Tivolis grundlægger). Og selvfølgelig Kirsten Lehfelt, der i aftenens mest sørgmodige indslag, portrætterer ét af de mange glemte børn. Desværre vejer ingen af indslagene op for den vrøvlen og falde-på-halen-komik, som gennemsyrer forestillingen.

Bedst er forestillingen, når orkesteret for alvor får lov til at vise deres værd med kapelmester Jeppe Kaas i front. De spiller fremragende, og det er derfor de sketches, hvor orkesteret spiller en væsentlig rolle, der står klarest tilbage. Især rekonstruktionen af et ellers glemt Melodi Grand Prix-nummer og det yderst påtagede åbningsnummer “Vi skal hygge os” lægger Glassalen ned.

Man mærker tydeligt, at de fire skuespillere har det sjovt og er velforberedte, og de gør, hvad de kan for at hive forestillingen i den rigtige retning. For de er sjove, ingen tvivl om det. Men alt i alt mangler Mor og Far sidder i Grøften en rød tråd og et mere struktureret forløb til at samle trådene til sidst. Det er ærgerligt, at man ikke har givet sig fuldkomment hen til det absurde, hvor man kunne have ladet Line Knutzons univers skinne mere igennem. Det hele bliver lidt for søgt og plat, og hele konceptet om at undersøge Tivolis ‘mørke’ sider forsvinder i sketch-kaos og kommer aldrig til sin fulde ret.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du er vild med Cirkusrevyen, Tam Tam og Crazy Christmas Cabaret.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Man sidder godt på stort set alle pladser i Tivolis Glassal, så har du ikke noget imod at sidde ud i siderne, kan du få billet helt ned til 175 kr. som ung under 25 år.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s