Anmeldelse: Spar Dame

Spillested: Det Kongelige Teater, Gamle Scene
Spilleperiode: 19. april – 19. maj 2018
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen & Clara Lindstrøm Gleerup

★★★★★

Hvad er det?
Allerede da orkesteret stemmer deres instrumenter, bliver vi indhyllet i den magiske verden, vi snart skal være en del af. Scenetæppet med det gigantiske portræt af grevinden, Spar Dame, løfter sig, og foran os står et stort grønt spillebord. Grevinden, portrætteret af Ji Min Hong, står til at tabe hele sin formue, og selvfølgelig står hun med en dårlig hånd og er på vej mod afgrunden. I et råb om hjælp viser der sig pludselig en mystisk skikkelse, som overrækker grevinden et magisk korttrick, det tredje kort, med hvilket hun kan vinde ethvert kortspil fremover.

I næste øjeblik er vi omringet af smukke officerer, der samles om hver deres kortspil. En enkelt af dem, Hermann, står dog alene. Han er gruppens outsider, og i stedet for at spille spillet læser han bøger. Da han hører den fortryllende historie om den mystiske grevinde og hendes magiske korttrick, ser han dog en vej ud af ensomheden og fattigdommen. Hermann bliver opslugt af en glubende tørst efter succes, magt og penge og er fast besluttet på at tillokke sig grevindens korttrick. Koste hvad det vil.

Det gode og det knap så gode
Spar Dame er en fortryllende og kraftfuldt ballet skabt af den kun 31-årige koreograf Liam Scarlett. Scarlett har skabt en imponerende koreografi, hvor det tydeligt skinner igennem, at det unge talent har øje for det moderne publikum.

Det er ikke svært at være uerfaren blandt balletpublikummet med en ballet som Spar Dame. Den har en klar og tydelig handling, der gør det muligt at følge med uden at have sat sig ind i hele værket hjemmefra. Og så er den spændende. Det er en nervepirrende fortælling om erotisk besættelse og spillemani, der stille opsluger den unge Hermann i hans utrættelige jagt på grevindens hemmelighed, hvor venner og kvinder bliver til ofre på vejen.

Det er svært ikke at lade sig overgive til det smukke univers; musikken er nærmest filmisk og er som skrevet til historien med et dejligt dystert og dramatisk udtryk, selvom den trods alt er sammensat af mere eller mindre kendte passager fra komponisten Tjajkovkijs livsværk. Scenografien spiller på elegant vis virkelig godt sammen med den dystre stemning, der hersker hele vejen igennem. Med ganske få virkemidler og effekter hjælper scenografien vores fantasi på vej til at fuldende de forskellige rum, hvori handlingen udspiller sig; grevindens palæ, officerernes bolig og kirken. Kostumerne kræver dog ikke meget fantasi. De er imponerende overdådige og særligt grevinden er klædt i smukke kjoler, som alle med selv den mindste prinsessedrøm vil sukke længe efter.

Balletdanserne har følelserne helt ude på tøjet, og deres portrætteringer emmer af galskab og lidenskab. Vi er ikke et sekund i tvivl om, hvad karaktererne gennemlever. Det er hjerteskærende og rammende, når vi overværer, at den unge pige, Lizas (Lena-Maria Gruber), hjerte udnyttes af ham, vi længe tror, er helten, men i stedet viser sig at være en grisk og skurkagtig djævel, der kun er ude efter Grevindens hemmelige korttrick. Tobias Praetorius danser rollen som Hermann med en vidunderlig ekspressivitet, og særligt i solo-stykkerne i forestillingens anden akt danser han med en bjergtagende, eksplosiv og dramatisk energi. Selvom Praetorius ved første øjekast ligner en romantisk eventyrprins, så er vi slet ikke i tvivl om begæret og besættelsen, når vanviddet i sidste akt sitrer i hele hans krop og lyser ud af hans øjne. Sammen med Ji Min Hong leverer han forestillingens højdepunkt i den tragiske og lidenskabelige pas de deux, hvor Hermann i blindt begær efter korttricket ender med at skræmme den stakkels grevinde til døde.

Spar Dame er et tidløst balletdrama, hvor vi aldrig når at kede os, men helt og holdent overgiver os til den lidenskabelige, mageløse og grufulde fortælling, som samtlige danser leverer med magisk nærvær, skrøbelighed og sublim timing.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du ikke har set særlig meget ballet (eller bare gerne vil se mere). Det er en perfekt begynderballet, som du ikke vil fortryde at have købt billet til!

Studerende og fattig? Sådan gør du

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s