Anmeldelse: Forårsrullen

Spillested: Odeon, Odense Teater
Spilleperiode: 17. maj – 13. juni 2018
Anmeldt af: Nana Bruhn Rasmussen

★★★★★

Hvad er det?
I 1935 ankommer kinesiske Van til Danmark, og allerede her begynder forårsrullens historie. Vi skal dog helt frem til 2018 før Forårsrullen bliver opsat som musikforestilling på Odense Teater. Vi tages igennem forårsrullens udvikling med krigstid, forelskelse og død. Den dramatiske historie illustreres af en lang række musiknumre, der tekstes på kinesisk og spænder bredt over en mors dybfølte savn til en ild bestyrelses-rap. Fælles for hele molevitten er, at man aldrig ved, hvad der bliver det næste.

Det gode og det knap så gode
Jeg må indrømme, at jeg gik ind til Forårsrullen med en god portion skepsis. Et stykke om forårsruller lyder ikke som den umiddelbare opskrift på succes, men den er et hit, fordi dens koncept er så gakket, at det bliver genialt.
Tonen bliver hurtigt sat i løbet af de første par sange, hvor det er tydeligt, at forestillingen er skabt med stort overskud og masser af kærlighed til historien. Det er hamrende sjovt, når spillerne synger mantraer som ”dybfrost” og ”soyasauce” med dyb alvor, fordi det virker absurd at hylde noget så simpelt på så grandios manér.
Det er genialt at give forårsrullen selv en stemme og følelser, mens den, omgivet af bedårende kvindehænder på fabrikken, synger om drømmen om at erobre København.
Scenegulvet bliver brugt til det yderste, da opsætningen er ganske simpel, men samtidig utrolig alsidig. Man er aldrig i tvivl om, hvorvidt man sidder ved familiens spisebord eller ligger i køledisken med de andre ruller. Det er desuden lækkert at få lov at se live-orkestret, som gemmer sig på bagscenen, men indimellem får lov at kigge ud.

Hvis man skulle sætte en finger på noget, så kunne Forårsrullen godt bruge en smule yderligere finpudsning. Nogle af spillerne klunter lige lovlig meget rundt i koreografien, og nogle af numrene fremstår rodede og forvirrende.
Ikke desto mindre så er denne fjollede og storslåede forestilling om en mands forretningseventyr og en befolknings besættelse af forårsruller både underholdende og interessant og derfor højst anbefalelsesværdig!

 Skynd dig ind og se den, hvis
… du godt kan lide forårsruller, sang og musik!

Studerende og fattig? Sådan gør du
Er du under 25 eller studerende kan du sikre dig en billet for kun 100 kr.

 

Foto: Emilia Therese

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s