Anmeldelse: Ballet de Luxe

on

Spillested: Det Kongelige Teater, Gamle scene
Spilleperiode: 5 – 23 maj 2018
Anmeldt af: Tobias Carl Højmark Mathiassen

★★★★★

Hvad er det?
Åh, hvor jeg dog sultede efter lidt kærlighed og ro, da jeg gik på Kongens Nytorv. Jeg sultede, som man gør, når tømmermændene kræver en Ballet de Luxe med stor Cola og fritter fra en burgerrestaurant. Og meget li en sådan menu er denne ballet utrolig letfordøjelig trods dansens ellers svært tilgængelige form. Udover at lyde lidt som en burgermenu, så er Ballet de Luxe en samling af meget forskellige balletter. Aftenen begynder hos den danske ballets store gandalf og ledestjerne, August Bournonville, og en samling af hans klassiske danse. De er efterfulgt af Rubiner af George Balanchine, en af grundlæggerne af New Yorker-balletten, der har russiske Stravinsky som lydtapet. Aftenens balletmenu bliver afsluttet af det danske mesterværk Etudes. Et stykke af Harald Lander, der i sin tid som balletmester var stormombrust af både skandaler og succes. Han blev beskyldt for umoralsk omgang med Den Kongelige Ballets unge damer og særligt hans forelskelse i den purunge danserinde Toni Phil Petersen (senere gift Lander) var tæt på at koste ham alt. Skandalerne tager dog intet fra Etudes, der til stadighed er agtet højt og bliver spillet verdenen over.

Det gode og det knap så gode
Forestillingen blev indledt af Løvenskjolds ouverture til Sylfiden, og allerede her var jeg betaget – særligt af valdhornenes bløde gisp. Jeg har tidligere klandret det kongelige kapel for at spille en anelse spagt, men ikke i aften. Det var afmålt og storartet udført. I første del opføres en treenighed fra Bournonvilles hånd:  reelen fra Sylfiden, kermessen i Brügge og pas de sept fra Et folkesagn. Overordnet var der hist og her lidt uheldige fødder, lidt haltende timing og enkelte korrektioner i landingerne. Dertil var der også et morsomt snubleri i en herremølle. Bevidst? Nej, men herrerne bagerst reddede snubleriet pragtfuldt med indbyrdes latter og et træk på skuldrene. Det gjorde mig ikke spor. Jeg var stadig tryllebundet af denne aftens balletfest.

Efter første pause skulle vi gense Balanchines Rubiner fra en af sidste års satsninger, Juveler. Personligt har jeg aldrig været tilhænger af Stravinskys for mig liderlige jazz-symfonier, men når det får lov til at agere tapet for disse dansere, var det helt okay. Rubiner var for mig tæt på at være lige så udfordrende som Stravinskys egen Le Sacre Du Printemps, der dog med tydelig humor tvang mine smilebånd i bevægelse. Dog var det de næsten altid vuggende hofter, der greb min opmærksomhed. Det var så betagende, at jeg fangede mig selv i at strække hals for at få det hele med fra vores ellers fremragende pladser på parket. Her var Ida Prætorius så fuld af lethed og ynde, at det virkede som om, hun snart skulle svæve op under taget, mens jeg sad der i salen og var vingeskudt.

Til slut Harald Landers Etudes. Musikkens indledende sørgmodighed fik mig til at føle mig glemt i mørket og henkastet til blot at være vindueskigger til en træningssal, hvor øvelse og lidelse er nødvendigheder. Den helt eminente brug af scenens dybde og afstand førte mig helt ind midt i dansen, så jeg selv kunne blive forpustet. Pludselig blev vi mødt af et stærkt blåt lys fra scenens bagvæg og straks slukkede alt andet lys. Det blå lys gjorde de dansende til skygger og pludselig fik min fantasi lov til at danse med. En scenografisk genialitet der var med til at understrege dansernes enorme præcision.

Ballet de Luxe er en stærk komposition af balletter med en enorm dynamisk udvikling, der er med til at understrege korpset og solodansernes kunstneriske overskud. Hvis du ikke har set ballet før, så er dette et godt sted at starte. Det var let tilgængeligt og enormt klassisk på samme tid. Og om ikke andet så er Ballet de Luxe mere inciterende og forførende end en aften på Tinder eller mere aktivt flirtende i nattelivet.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil forelske og beruse dig i korte skørter og smukt scenari.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Billetterne koster mellem 80-625 kr., men er du under 25 år, er der næsten halv pris. I øvrigt spiller den kun to gange, så skynd dig ind og se det!

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s