Anmeldelse: KOM DU?

on

 

Spillested: Husets Teater
Spilleperiode: 5. maj – 2. juni 2018
Anmeldt af: Tobias Carl Højmark Mathiassen

★★★★

Hvad er det?
Jeg slentrede ned ad Sønder Boulevard en solskinslørdag i maj. Sandt at sige er det, at jeg på det tidspunkt længtes efter lidt kold vin og sommer, men i stedet fik jeg en Sports-Cola, et dunkelt scenerum og en fortælling om prostitution. Helt præcist Tove Bornhøft og RioRoses sidste opsætning KOM DU?. Stykket handler om alle de mænd, der gør brug af ludere, og da jeg gik afsted mod Husets Teater kom jeg meget passende forbi Skelbækgade og Halmtorvet, hvor pigerne som regel står og byder sig til. Det kan nærmest ikke være mere oplagt at lave scenekunst om netop dét på et teater et stenkast derfra.

KOM DU? er en af den sprogets værste sætninger. Jo jo, bevares. Jeg har da selv sagt det nogle gange i de spæde år af korstogene for kvindernes gunst. I udgangspunktet er det faktisk et spørgsmål med kun fine intentioner. Men det er også egoistisk og en higen efter bekræftelse: “Er jeg god nok nu, skat?” kunne jeg også have sagt. Problemet med spørgsmålet er, at usikkerhed på sig selv er så fandens kikset. Netop den usikkerhed er motoren i dette stykke.

Det gode og det knap så gode
KOM DU? indledes til lyden af La Vie En Rose, hvortil de to hovedroller Folmer Rasmussen og Peter Flyvholm danser en feminin burlesque a la noget du kunne se på Moulin Rouge, hvis de kun havde kejtede mænd som dansere. Med dansen præsenteres den akavede og driftstyrede liderlighed, der ligger til grund for de mange sexkøb og dermed også stykkets overordnede tema. De to herrer begynder deres ridt af forskellige dialoger i skildringer af de mange forskellige slags mænd, der køber kvinder. De spiller dejligt nuanceret, når de skifter mellem de forskellige mandetyper. De skildrer tabet af omsorg og den forbandede usikkerhed hos de sexkøbende mænd. Men til publikums store fornøjelse gør de det så humoristisk og let, at stykkets alvorlige motiv ikke virker dræbende tungt. Problemet med dialogerne mellem de mange forskellige mandetyper er imidlertid, at jeg ikke køber præmissen. Jeg gad i hvert fald ikke tale med en anden mand, der enten lige har eller skal til at bolle den samme pige, som jeg har betalt for. Rent faktisk minder det mig om det der tv-program om swingerklubber, når Flyvholms og Rasmussens dialog trisser afsted.

Imellem de mange dialog-passager er der små intermezzo-lignende dansesceancer, der øjensynligt skal vise mændenes indre skyld og selvhad. Nærmest som flagellanter slår de sig selv og vrider deres kroppe i en smertelig selvhad og piner sig selv for deres handlinger mod kvinderne. Her finder jeg stykkets højdepunkt. I en dans til lyden af Tom Waits ondeste og hårdeste nummer ‘Hell Broke Luce‘ – kaster de to mænd rundt med en barbiedukke i børnestørrelse, og boller hende skiftevis, mens de kaster dukken frem og tilbage mellem dem. De slutter med et Eiffeltårn med barbiedukken (ja, dén slags Eiffeltårn og ikke det i Paris). Og her træder forestillingens egentlige pointe frem: udnyttelsen af den sårbare kvinde.

Det mærkeligste og sjoveste er til gengæld, at der midtvejs bliver hejst en flyvende pik ned fra loftet, der spinder rundt over hovederne på de to mænd. Jeg tænker, at det skal vise, hvad mændene tænker i de øjeblikke, hvor de køber kvinderne. Underligt er det, men heldigvis er det også modbydeligt sjovt, og jeg ender med at knække sammen af grin. Det var vidunderligt på Mandril-måden.  

Mod slutningen fremføres en renselsesprocess, hvor de to mænd vasker sig rene med skrubbeklud og sæbevand i bedste sexede-piger-vasker-bil-i-meget-lidt-tøj-agtige stil. Undervejs i skrubberiet indfinder de to mænd sig i forskellige statuepositurer, der tæller Michelangelos David, Skabelsen i det sixtinske kapel og Discobolus af Myron. Denne koreografi skal pege tilbage til prostitutionen som verdens ældste erhverv, og at det af den grund er helt legitimt og slet ikke moralsk forkasteligt. Jeg forstår godt instruktørens aversion mod det argument. Ved stykkets egentlige afslutning træder instruktør Tove Bornhøft frem på scenen og læser et manifest op, der argumenterer mod prostitutionen. Det kunne jeg godt have undværet. Jeg ville hellere have gået og tænkt lidt over stykke frem for at få serveret, hvad jeg skal tænke, og derfor bliver forestillingen nok ikke hos mig så længe, som den burde.

Alt i alt er KOM DU? underholdende, og tydeligvis komponeret af folk med et umiskendeligt talent og flair for scenekunsten. Men det mangler lige det sidste for at bringe mit pis i kog på den fede måde.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil kigge på letpåklædte Folmer, Peter, en flyvende pik og se den perfekte brug af Tom Waits.

*Iøvrigt fik Tove Bornhøft meget fortjent overrakt foreningen af Danske Sceneinstruktørers hæderspris for hendes store arbejde med RioRose efter premieren.

Foto: Bjarne Stæhr

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s