Anmeldelse: Den Kroniske Uskyld

Spillested: Mellemgulvet, Skuespilhuset (Det Kongelige Teater)
Spilleperiode: 26. april – 8. juni 2018
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen og Clara Lindstrøm Gleerup

★★★★★

Hvad er det?
Den Kroniske Uskyld er oprindeligt en populær roman fra 1958 af Klaus Rifbjerg, som også er lavet som film. Janus er ven med den karismatiske og charmerende Tore, som han ser uendelig meget op til. Da Tore forelsker sig i Helle, bliver deres duo til en trio, og Janus kæmper en ihærdig kamp for at være med; forelsket i dem begge. Hvad der dog fylder mest for Janus er, at ham og Tore gerne vil have deres seksuelle debut, men for Tore er det ikke helt nemt. Helle vil nemlig ikke, og i kulissen lurer hendes forførende og sensuelle mor, der som en anden slange i Paradis varsler farer og voksenliv på færde for den ungdommelige og forelskede trio.
Nu kan fortællingen for første gang opleves på scenen med Elisa Kragerup som instruktør. Scenerummet er bygget som en lille, intim arena, hvor publikum har mulighed for at komme helt tæt på skuespillerne.

Det gode og det knap så gode
Elisa Kragerup har med sin udgave af Den Kroniske Uskyld skabt et af de mest interessante bud på en iscenesættelse, vi har set længe. Historien står hamrende skarpt i de meget intime rammer, og publikumsinteraktionen er virkelig elegant udført. Lyset er hele tiden tændt, så skuespillerne kan se os, og vi kan se hinanden. Vi er en del af historien på flere måder, og det giver os en skøn fornemmelse af, at vi er en del af fællesskabet. Vi føler med karakterne, som vi får lov at komme meget tæt på, og det gør forestillingen yderst vedkommende.

Selvom historien heldigvis er holdt i den originale tid, bygges der alligevel bro til nutiden gennem musikken. Egentlig havde der dog været bygget udmærket bro alene på baggrund af de intime forhold og den fællesskabsfølelse og medfølelse, der opstår på baggrund heraf. Ofte fungerer musikken glimrende, men det forstyrrer dog også en anelse, når musikken bliver for velkendt, som da Robyn og Röyksopps club-hit “Do it Again” pludselig brager ud af højttaleren under et studentergilde fra 1950’erne. Det fjerner fokus en smule fra den fortælling, man ellers er så opslugt af. Dermed ikke sagt, at musikkens clash i tid slet ikke fungerer, for det er f.eks. meget rørende og fint, da Sicilia Gadborg forsigtigt synger sig igennem Sneakers-hittet Efter Festen.

Skuespiller Simon Bennebjerg ejer denne forestilling. Han er mesterligt god som den akavede Janus og spiller rollen med så meget finesse og sans for nuancer i spillet. De meget intime rammer giver skuespillerne mulighed for at kunne spille ganske småt og detaljeret, uden det går tabt for bagerste række, og dette formår Bennebjerg virkelig at udnytte. Han folder hele sit talent ud: han får ikke blot vist, at han kan få publikum til at grine højt af hans kejtede forsøg på være en del af Helle og Tores forhold, men formår også at få os til at sidde stumme, fortryllede og helt og aldeles opslugte under den afsluttende, hjerteskærende monolog. Dertil kommer, at samspillet mellem ham og hans to nærmeste medspillere, Morten Hee og Sicilia Gadborg, er legende, medrivende og ikke mindst meget interessant at være publikum til.

Morten Hee giver et skønt og charmerende bud på Tore, som det er umuligt ikke at blive en lille smule forelsket i. Vi er i hvert fald helt med Sicilia Gadborg, når hun som den smukke og uskyldige Helle fniser, smiler og kigger på ham, som var der intet andet i verden. Deres romance er indbegrebet af troværdig, og vi føler os alle som Janus, der bare gerne vil være med i forelskelsen.

Også Maria Rossing brillerer i rollerne som Inger og Ellen. Selvom hendes scenetid er beskeden, fylder hun ganske markant i forestillingen, fordi hun har publikum i sin hule hånd fra det sekund, hun dumper ind på scenen, som den voldsomt berusede Inger. Hun demonstrerer i denne forestilling, at hun både mestrer at være hysterisk morsom og rørende sårbar. Christine Albeck Børge leverer ligeledes en forførende og farlig Fru Junkersen. Hold nu op for et dygtigt hold skuespillere!

Den Kroniske Uskyld er en helt eminent forestilling, som vi brændende ville ønske, vi kunne se igen! Desværre er den totalt udsolgt, og alle, der har været så heldige at få en billet, kan godt begynde at glæde sig.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du på nogen måde kan skaffe en billet! Så skal du bare gøre det. Det er en perle af en forestilling.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Alt er desværre udsolgt, men måske kan du være heldig at møde op på dagen og få en afbudsplads! Den er det værd.

Foto: Camilla Winther

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s