Anmeldelse: Paradis

Spillested: Teatret Zeppelin + turné
Spilleperiode: 13. – 15. april 2018 + turné senere på året
Anmeldt af: Karoline Ry

★★★★

Hvad er det?
Paradis er en dukketeaterforestilling lavet af Teater Refleksion og Teatret De Røde Heste for børn fra 6 års-alderen. På scenen står skuespiller Claus Manøe, som også har bearbejdet manuskriptet til forestillingen på baggrund af Kim Fupz Aakesons bog Paradis. Udover Claus Manøe er der en stor, mørkebrun kiste, som indeholder et helt lille landsbysamfund med dukker og små butikker. Paradis handler om en bedemand, der lever et stille og relativt isoleret liv i en lille by. Historien udfolder sig om nogle enkle og virkelig fine fortællemæssige gentagelser, der gradvist varieres. Hver dag går bedemanden på arbejde, hvor han renser de døde mennesker og lægger dem i en kiste. I løbet af forestillingen finder han ud af, at han kan tale med de døde, og gennem samtaler med de døde finder han ud af, at livet måske rummer mere end bare den daglige rutine – og at der måske findes et paradis.

Det gode og det knap så gode
Claus Manøe spiller både selv bedemanden i sort blazer og hat og styrer også samtlige dukker i den lille dukkelandsby. Der er et virkelig fint samspil mellem ham og de dukker, som han bevæger og lægger stemme til. Det er hele tiden tydeligt, at det er ham, der styrer alle effekterne, hvilket giver et ærligt og fantasifuldt univers. Forestillingen lægger i høj grad op til, at både børn og deres voksne kan digte med på historien i deres egen fantasi, og det fungerer rigtig godt.

Umiddelbart kan det måske virke lidt makabert, at bedemanden taler med de døde mennesker, og selve jobbet som bedemand lægger heller ikke lige frem op til fest og ballade, men der er en underfundig humor og et katalog af karakterer, som giver forestillingen en varme. De forskellige mennesker, som bedemanden klargør til begravelse har nogle sjove og genkendelige karaktertræk, som vækker latter blandt både børn og voksne. Blandt andet skal bedemanden rense en ældre kvinde, der virkelig savner sine cerutter og med sin hæse stemme fortæller ham om de tusindvis af ting, hun ville gøre, hvis hun stadig levede.

Fortællingen bevæger sig roligt fremad med en stor sans for koncentration om de små detaljer. Der sker ofte kun én ting ad gangen, så jeg fokuserer på hvert lille skridt, som bedemandsdukken tager igennem landsbyen, den lille klokke, som ringer, når han går ind i sin butik eller det subtile skift i lys, der sker i et af de små vinduer, når bedemanden kommer hjem fra arbejde og tænder fjernsynet i sin lejlighed. Det er på den ene side dejligt at tillade en ro og en koncentration, som ofte mangler i vores travle liv, men på den anden side savner jeg noget fremdrift i historien. De mange gentagelser af bedemandens daglige rutiner skaber i længden lidt for meget stilstand.

Alt i alt er Paradis en sød og overraskende fortælling i et univers båret af detaljerigdom og fokus på det enkle. Når dukketeater er så fint udført som her, så kan du sagtens få noget ud af det, selvom du ikke er barn eller forælder til et barn.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du har lyst til at se en underfundig og varm børneforestilling om en bedemand, der opdager, at livet er værd at leve.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Du kan desværre ikke nå at se forestillingen på Teatret Zeppelin i denne omgang, men hold øje med Teater Refleksions hjemmeside for turnédatoer.

Foto: Bo Amstrup

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s