Anmeldelse: Vi maler byen rød 2

Spillested: Musicalteatret på Folketeatrets turnéscene
Spilleperiode: 5. – 21. april 2018
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen

★★

Hvad er det?
Musicalteatret er en amatørscene, hvor unge med en fælles passion for sang, musik og dans hvert år sætter ambitiøse musicals og familieforestillinger op. Vi maler byen rød 2 er den selvstændige fortsættelse til Musicalteatrets tidligere forestilling Vi maler byen rød. En musical hvor grand prix-sange bruges som medfortællere i en nyskrevet forestilling. Denne gang tager vi flyveren tilbage til 1980 til en charterferie på Mallorca (med tydelig udtale af l’erne). Her er en rigmandsfamilie draget på sørgeferie efter faderens bortgang. Det hele er dog ikke så charter-lykkeligt, som man tror, for under overfladen lurer spekulationer om mord, falske testamenter og familiestridigheder. Samtidig er vi også vidner til adskillige sommerromancer på kryds og tværs – faktisk så mange, at det er lidt svært at holde styr på dem alle samtidig med, at man skal holde styr på lige så mange familieintriger.

Det gode og det knap så gode
På papiret lyder det jo egentlig som en ganske festlig omgang med en musical fyldt med skønne grand prix-sange leveret af talentfulde unge mennesker, der brænder for musicals. Desværre bliver dette potentiale aldrig rigtig forløst. De unge spillere er i og for sig ganske udemærkede sangere, som faktisk gør det hæderligt amatør-niveauet taget i betragtning. Der er helt klart potentiale i mange af stemmerne, og en del af skuespillerne/sangerne har da også glimrende humoristisk timing. Forestillingen byder på fine og overraskende humoristiske øjeblikke – nogle mere platte end andre. Desværre må rosen også stoppe her, for denne forestilling laver simpelthen for mange fejl til, at det bliver en anbefalelsesværdig oplevelse.

Med fare for at lyde unødvendigt grov og firkantet så kan man sige, at der i mange musicals typisk er en overvægtig, en homoseksuel eller en handicappet for at demonstrere imødekommenhed og politisk korrekthed. I Vi maler byen rød 2 får vi alle 3 på én gang. Der er med andre ord fuld plade i kliché-banko, hvilket desværre er en meget sigende indikator for det generelle kliché-niveau i denne musical. Man siger ofte, at klichéer er klichéer af en grund, men det må i så fald være i små bidder. For i så rå mængder, som vi får det her, bliver det for overvældende, rodet og trættende.

På de professionelle musicalscener kan de medvirkende både synge, danse og spille på én gang. I dette tilfælde er det ikke lykkedes at finde nogen, der evner det, hvorfor man har været nødt til både at have (MANGE) skuespillere/sangere/karakterer, dansere, et kor og sågar statister, som ikke virker til at have anden funktion end at være til pynt. Det resulterer i en scene, der flyder med mennesker, og det er utrolig rodet at se på. Det samme kan siges om historien, som vil fortælle alt for mange historier på én gang, og de fleste af dem virker desværre meget overflødige. Som resultat heraf varer musicalen lidt over 3 timer, hvilket selv de færreste professionelle opsætninger kan bære. Havde man dog bare valgt at gå med et enkelt af de mange plots eller givet de rigtig gode karakterer mere plads, havde det løftet forestilling betydeligt. Den homoseksuelle rejseguide (Kim André) er, hvor stereotyp og uoriginal hans karakter end er, f.eks. en skøn og sjov fornøjelse, som, i de få momenter han får på scenen, løfter forestillingen med en buldrende energi. Samme energi og dygtighed findes hos den krøllede og lidt kluntede bror i rigmandsfamilien (Lasse Robdrup), som både synger og spiller glimrende. De drukner dog i den enorme mængde af karakterer, som i mange tilfælde enten spilles med en lidt for utroværdig og hektisk energi eller en total mangel på nogen form for energi, og det er en skam.

Det lugter desværre af et lidt for pædagogisk projekt, hvor ingen måtte blive kede af det i arbejdsprocessen. Man har manglet en instruktør, der sagde stop i tide, skar ind til benet og vægtede kvalitet (og den er der bestemt potentiale til) over “alle skal være med”. De forestillinger skal der uden tvivl også være plads til! Absolut! Men det er bare ikke noget, man kan tillade sig at tage 269 kroner for. Amatørteater kan være hamrende godt, men denne forestilling lider under, at der er skruet alt for højt op på “for meget/for mange”-knapperne: For mange medvirkende, for mange historier, for mange klichér og alt alt alt for mange penge!  Det bliver teater for de medvirkendes skyld, og det er, må jeg indrømme, lidt tamt at være publikum til.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du ELSKER grand prix-sange og kan leve med at høre dem i en for lang musical.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Det er svært at gennemskue årsagen til de svingende billetpriser, men du kan få billetter til enten 169, 189 eller 269 kroner afhængig af hvilken dag, du vælger.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s