Anmeldelse: Rytteriet – live i Tivoli

Spillested: Glassalen, Tivoli
Spilleperiode: 24. marts – 21. april 2018
Anmeldt af: Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen

★★★★★

Hvad er det?
Satiregruppen Rytteriet er tilbage med deres tredje liveshow. Denne gang i Glassalen i Tivoli med et show som er skræddersyet til haven og dens 175 års fødselsdag. Rytteriet består af Martin Buch, Rasmus Botoft og Bodil Jørgensen, som før har leveret satirisk indhold til både radio, tv og tidligere live-shows på Bellevue Teatret. Du er måske stødt på snobberne Fritz og Poul, meditationsbåndet Den Lille Gumbas eller dialektservice med en sønderjysktalende Bodil Jørgensen. Gennem deres efterhånden mange leveår har de fået opbygget sig et væld af fantastiske figurer, og i dette tredje liveshow snydes vi hverken for Else, Erik, Tulle, Fritz, Poul eller stripper-Jens. De boltrer sig i en imponerende flot scenografi, der tager udgangspunkt i en stor gammeldags tivoli-karrusel. Karaktererne suppleres af Rytteriets eget husorkester med sanger Bjørn Fjæstad som frontfigur.

Det gode og det knap så gode
Ved showets start er vi spændte på, om de skønne karakterer kan klare endnu en tur i manegen og ikke mindst underholde os i hele 2 timer. Det kan vi dog hurtigt konstatere, at de med lethed kan. Rytteriet live i Tivoli er et elegant og voldsomt underholdende show! Trioen og bandet er i absolut topform, og instruktør Katrine Engberg må siges at have gjort et imponerende godt stykke arbejde i sammenstykningen af denne forestillingen. Selvom de ikke selv bryster sig af at være en revy, så er showets form derhenad. Hos Rytteriet bindes de mange enkeltstående sketches dog meget fornemt sammen, og det fungerer helt genialt, når de velkendte figurer pludselig får mulighed for at interagere med hinanden i overgangene mellem de forskellige scener. Dertil kommer, at denne forestilling fremstår utrolig helstøbt og veludtænkt. De sjove sketches brydes op af husorkesterets egenkomponerede dejlige sange, som giver det sjove en perfekt melankolsk kant. Bandet fungerer ikke bare som en selvstændig del af showet, men er en velintegreret medspiller, der udgør det helt perfekte krydderi til en opsætning som denne. Det er i høj grad deres fortjeneste, at det endelige resultat fremstår så vel tilsmagt. Gid Rytteriet kunne stå for alle revyer fremover, for den måde de gør det på, er det bedste, vi har oplevet inden for den stilart.

Første akt er forrygende, men det er klart anden akt, der for alvor hiver den i mål. Efter pausen starter vi ud med en af showets måske aller sjoveste scener. Sketchen kender vi fra både tv og tidligere live-shows: En kendt sanger er i studiet for at indspille et af deres hit, men de kendte nøgleord i sangen er pludselig erstattet med “penis”. Denne gang er det Thomas Helmig, der står for skud, og Martin Buch parodierer ham så perfekt, at det næsten er svært at forstå, at det ikke er den rigtige Helmig, der står deroppe på scenen foran os. Anden akt giver dog også Rasmus Botoft lov til at levere hans stærkeste scene den aften: Den velkendte figur Else, der flirter med Bjørn Fjæstad, fortæller om visesang på aftenskolen og endda giver os en lille smagsprøve på “NÅ”-visen. Det er intet mindre end forrygende, og vi griner, så det gør helt ondt i maven!

Man behøver på ingen måde at være en Rytteriet-kender for at nyde dette show. Er man det, vil man more sig over gensynet med de elskede karakterer, som dog byder på nyt og velskrevet materiale. Er man det ikke, kan man glæde sig til at møde det farverige galleri og de dygtige performere bag. Rytteriet live i Tivoli får i hvert fald vores allervarmeste anbefalinger.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du gerne vil grine højt af et meget smukt og helstøbt show.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Man skal skynde sig, hvis man vil nå at sikre sig en billet, for der er utrolig få tilbage! De billigste pladser er ståpladser oppe bagved, som man får til 195 kr. Vil man sidde ned på de bagerste rækker, må man slippe med 245 kr. De bedste pladser koster 395 kr.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s