Anmeldelse: 68

Spillested: Det Kongelige Teater: Skuespilhuset, Store Scene
Spilleperiode: 16. marts – 23. maj 2018
Anmeldt af: Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen

★★★★

Hvad er det?
68 er en musikalsk forestilling, som tager os tilbage til protesternes tid. Christian Lollike og Tammi Øst sidder ved roret, når Bob Dylan, Janis Joplin, The Beatles, Velvet Underground og mange flere nyfortolkes af Det Kongelige Teaters faste ensemble på Store Scene i Skuespilhuset. Forestillingen kombinerer musikken med forskellige tekster, der minder os om en tid, hvor man drømte om en mere kollektiv og fredfyldt verden.
Som publikum er vi vidner til en kaotisk koncert med det mystiske og langhårede spøgelsesagtige band ‘VI’, som gennem musikken og tekster om utopiske og ideologiske forestillinger minder os om en mytisk tid, hvor alt var muligt, og drømmene fik frit løb.

Det gode og det knap så gode
Man kunne frygte, at man med en forestilling om 68’er-oprøret ville blive mødt af klichéfyldte flower power-billeder, hvis omsluttende æstetik ville fjerne fokus fra det egentlige budskab. Det er dog heldigvis ikke, hvad man får, når Christian Lollike bestemmer. Tonerne fra en oprørsk fortid kombineres nemlig med et moderne og minimalistisk udtryk, hvorved nutid og fortid, virkelighed og fantasi glider ind og ud af hinanden, og netop dét er rigtig godt tænkt. På den måde bliver det nemlig tydeligt, at oprøret omkring år 1968 var prisværdigt, men nok i virkeligheden aldrig rigtig blev til mere end drømmen om en verden, hvor vi’et vandt over jeg’et. De problematikker, som 68’er-spøgelserne præsenterer os for, er nemlig uhyggeligt genkendelige. De minder os om, hvor lidt vi har rykket os, når vi i dag, så mange år efter, stadig kæmper mange af de samme kampe. Det er, som om forestillingen på det tydeligste fortæller os, at vi lukker lort ud, som vælter ud af munden på os som sort, klam væske, der ikke havner særlig mange andre steder end smurt ud over vores egne kroppe. Når alt kommer til alt, ender det hele hos jeg’et og ikke hos det store omfavnende ‘vi’, som vi drømmer om.

Ironien bruges som effektfuldt og morsomt virkemiddel, som efterlader os med ømme kæber af at have grint så meget. Sjovest er det dog, da Johanne Louise Schmidt smider bukserne og blotter hele underlivet, hvorefter kussens tale fremføres. Hun får dog ikke lov til at være alene om nøgenheden – den kvindelige blottelse skal selvfølgelig godtgøres med ikke bare én, men tre svingende og hoppende penisser, der pludselig gør sin entré på scenen. At det hele så kulminerer med en evigt-modulerende udgave af Frank Zappas What’s The Ugliest Part Of Your Body?, hvor særligt Sicilia Gadborg og Marie Dalsgaard er brillante, understreger blot forestillingens glimrende og syrede humoristiske forståelse. Det er meget meget vellykket!

68 er en dejligt eksperimenterende forestilling, som langt hen ad vejen lykkes virkelig godt. Skuespillerne leverer på et utrolig højt niveau, og det er ofte deres fortjeneste, at forestillingen virkelig løfter sig til de helt høje luftlag. Indimellem er der dog også taget nogle kunstneriske valg, som desværre kommer til at hænge lidt tomt i luften. F.eks. har vi svært ved at forstå de to mønstrede skikkelser, som to gange træder ordløse ind på scenen, hvorefter de uden videre aktion forlader den igen. Deres dybere betydning og mening flyver henover hovedet på os, og vi har svært ved at se, at det skal være andet end en æstetisk gimmick. Man kunne sikkert godt grave en dybere analyse frem, hvis man ville, men umiddelbart bliver det forstyrrende. Så selvom vi er overbeviste om, at der helt sikkert er en tanke bag, så er der lidt for mange af disse gimmicks, hvilket resulterer i, at det momentvis stritter på den uhensigtsmæssige måde. Det er dog ikke nok til at ødelægge det endelige indtryk af 68 som værende en meget spændende og underholdende forestilling, der heldigvis ikke serverer 68’er-oprør på en traditionel og klichéfyldt måde.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du gerne vil sparkes lidt til på en tur down memory lane.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Det Kongelige Teater er heldigvis utrolig ungdomsvenligt. Er du under 26 år, kan de billigste pladser fås for 100 kroner. Den næste prisklasse ligger på 180, og vi vil anbefale, at du smider de ekstra 80 kroner, da pladserne er betydeligt bedre her. Vil du sidde rigtig godt, må du som ung slippe med 294 kr, mens normalprisen ligger på 490 kroner.

Foto: Emilia Therese

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s