Anmeldelse: Manning er fri

Spillested: Mungo Park, Allerød
Spilleperiode: 10. marts – 5. maj 2018
Anmeldt af: Clara Lindstrøm Gleerup

★★★★★

Hvad er det?
Som ene mand på scenen brillerer Anders Budde Christensen som hhv. ”foredragsholder” og Bradley/Chelsea Manning. Budde Christensen byder os velkommen. På scenen bag ham er scenografien enkel; en sort duffelback, et par stole og et stort glasbur, hvoraf bagsiden udgøres af store tv-skærme. Budde Christensen går på scenen.”Foredraget” starter. Oaklahoma 1987. Vi bliver præsenteret for unge Manning, hans søster og mor og far, der begge er svært alkoholiserede, men fungerende. Dagene går med skrig, skrål og køreture til hospitalet, når mor igen har slugt piller. Manning er født Bradley, men ønsker allerede som helt ung at være en pige, men efter faderens vredesudbrud lover Bradley, at han aldrig vil ønske det igen. Da Bradley bliver teenager, flytter han hjem til sin tante, og her begynder han at lege med tanken om at være en anden. Det gør han bl.a. i diverse THE SIMS-universer og online chatrooms, og Chelsea ser lyset for første gang. Da han beslutter sig for at melde sig til militærtjeneste i et forsøg på at ”mande sig op”, begynder det at gå stærkt. Manning får kendskab til nogle af USA’s tophemmelige dokumenter og videoovervågning – han lækker det til pressen. Og så begår han den fejl at betro sig til ét af sine online bekendtskaber. Han bliver anholdt og smidt i fængsel med en dom, der lyder på 35 år.

Det gode og det knap så gode
Budde Christensen portrætterer samtlige karakterer på scenen og skifter løbende mellem bl.a. en lille dreng, en ung teenagepige og en aggressiv far. Skiftende er elegante og præcise, og det er hjerteskærende at blive inviteret ind hos den lille familie, hvor intet er, som det skal være. Under store dele af forestillingen fungerer Budde Christensen nærmest som foredragsholder, der kronologisk tager os med til vigtige nedslag i Mannings liv. Det gør dog aldrig forestillingen hverken tung eller uinteressant, fordi Budde Christensen formår at give de små nedslag karakter og gøre dem levende. Men gradvist som Bradley finder sig til rette med i sin egen identitet som Chelsea, formerer Budde Christensen sig også  til Manning. Snart er der ikke noget foredragslignende element over fortællingen. Pludselig er vi en del af historien. Sammen med Manning er vi vidne til nogle af USA’s tophemmelige missioner. Det er absurd at overvære det amerikanske militærs aktioner i Irak og Afghanistan. Vi ser de videoer, han lækker til pressen, og det er ikke småting.

Hele forestillingen er en rutsjetur af følelser, men det er især svært ikke at få en klump i halsen, da Barack Obamas ansigt toner frem på de store baggrundsskærme i det lille glasbur. Som en af sine sidste præsidentgerninger benåder Obama Manning – 28 år før tid. Budde Christensens skuespilpræstation er glorværdig. Da glasdøren klikker åben, og Manning træder ud i virkeligheden, er det en ny og forandret verden. En verden, hvor vi konstant bliver overvåget og hvor staten har adgang til vores inderste tanker. Hvilket vi på sin vis ”bare” har accepteret. Manning stiller spørgsmålstegn ved netop frihedsbegrebet og forlader derefter scenen i stilhed. Ikke længere som Bradley, men som Chelsea med høje hæle og flagrende platinblond hår.

Budde Christensens portrættering af Mannings historie er både intim, øm og rørende. Der er ingen tvivl om, at Manning er fri er en kraftpræstation, og salen bryder da også ud i applaus, da Budde Christensen forlader scenen. Manning er fri er en vigtig og uhyre relevant forestilling, som alle bør unde sig selv at se, ligegyldig om man er uenig eller enig i den behandling Manning fik. Det er uden tvivl værd at tage turen til Allerød for at overvære et lille stykke amerikansk historie.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du kender (eller ikke kender) historien om unge Bradley, der blev til Chelsea. Manning er fri er en højaktuel og alle vedkommende forestilling, der stiller spørgsmålstegn ved vores nuværende verdenssituation og totalovervågning.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Som studerende under 25 år kan du, hvis du samler en venneflok på seks, få billetter til 50 kr. Hvis du ikke kan samle så stor en venneskare, koster billetterne 140 kr. Der er der frit udsyn til scenen fra alle pladser på Mungo Park.

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s