Anmeldelse: Cellen

Spillested: Frederiksberg Slot
Spilleperiode: 14. februar 2018
Anmeldt af: Sóley Freyja Eiríksdóttir

★★

Hvad er det?
Cellen er en forestilling om en PTSD-ramt soldat, som kæmper med minderne fra krigen. Vi møder ham i sit hjem i Danmark mange år efter sin udsending. Han er på vej til et veterantræf, men de traumatiske oplevelser bliver ved med at trænge sig ind i stuen og overtage hans bevidsthed. Soldaten, som spilles af Henrik Noél Olesen, er ikke alene på scenen, for sammen med ham er den fange, han vogtede over, dengang han var udsendt. Fangen spilles af Albert Bendix, som er en slags uhyggelig skygge og påmindelse om fortiden, som holder soldaten med selskab gennem forestillingen. Forestillingen er lavet af Teater Solaris. I anledningen af Hærens Officersskoles 150 års jubilæum og Danmarks Veteraners 50 års fødselsdag blev forestillingen genopsat denne ene dag på Frederiksberg Slot, som til daglig huser Hærens Officersskole.

Det gode og det knap så gode
Idéen bag arrangementet er bedre end selve oplevelsen. Først må jeg nævne selve salen, som forestillingen spilles i: den gamle Riddesal. Det er en super smuk bygning, som desværre ikke er særlig velegnet til at spille teater i. Lyden kommer fladt og for lavt ud i det store rum, og publikum sidder utrolig tæt på små bænke. Sidder man ikke forrest, kan det være en udfordring at se de scener, hvor fangen kryber rundt på gulvet, og det er en del scener.

Så er der scenografien, som jeg synes er utrolig smuk at se på, men den stikker i for mange retninger og mangler sammenhæng. Discokugler og glas-agtige ting hænger over scenen, scenerummets tre vægge består bl.a. af skumgummivægge, som kan rives af i større stykker, der står en lænestol midt i rummet, og i højre hjørne finder man lænke med et halsbånd i velcro. Der bliver desuden gjort brug af pistoler som rekvisitter. Det har den effekt, at de to skuespillere, i mine øjne, bliver to drenge, der løber rundt og leger krig – og det, tror jeg, bestemt ikke er intentionen.

Hele forestillingen kunne godt tåle at holde sig til simple, enkle idéer for at opnå en større effekt. Det fungerer nemlig rigtig godt i de mere visuelt poetiske scener. Der er specielt ét billede, der sidder fast i hovedet på mig og får det til at risle koldt ned af min ryg. Det er en tilbagevendende scene, hvor fangen bliver tortureret. Her styrer Bendixen sin krop på en sådan måde, at det ligner, at usynlige mænd torturerer ham på forskellige måder. Disse scener har en styrke i, at man må forestille sig de handlinger, der bliver udført. Det tillader ens egen fantasi at gøre scenen meget grusommere, end hvad man typisk ville kunne med stunt.

Aftenen skulle ifølge programmet slutte af med en samtale om PTSD med en militærpsykolog. Der var ikke meget samtale over hendes 5 minutters oplæg, hvor hun stort set sagde det, jeg kan læse mig til på Google. Krig er et emne, som jeg synes er meget vigtigt at sprede viden om og indsigt i og derfor et vigtigt motiv for scenekunsten. Den her forestilling rykker bare ikke ved så meget nyt, og derfor går jeg, trods nogle stærke scener, hjem med en tom følelse.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du arbejder for en institution, som vil have et udgangspunkt for at snakke om PTSD og krig med unge mennesker.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Forestillingen spillede kun denne ene dag.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s