Anmeldelse: My Heartache Brings all the Boys to the Yard

Spillested: Aarhus Teater, Studio-scenen
Spilleperiode: 16. februar – 14. marts
Anmeldt af: Kristoffer Spender

★★★★★

Hvad er det? 
Kender I ikke det, hvor man føler, at forestillingen både tiltaler én og taler til én? Man føler, at smilet på læben ingen ende vil tage? Man finder måske endda ud af noget nyt om sig selv? Sådan havde jeg det efter at have set 
My Heartache Brings all the Boys to the Yard. Alene titlen fylder næsten en hel linje i sig selv, og selve forestillingen fylder også en hel del i mig. Den er egentlig skåret såre simpelt: tre forskellige mennesker, figurer, personer, eller hvad man nu vil kalde dem, afløser hinandens monologiske statusopdateringsytringer på skift. Det er relaterbart fra start til slut. Stor cadeau til teksten som både spirer og spyder, men også inspirerer og fortæller, at vi skal huske at tale til hinanden og ikke kun om hinanden. Forestillingen spilles i en whitebox, hvor man ikke skjuler indgange og udgange, og det hvide rum indikerer, at der må kigges på alt. Selve scenografien består da også af de andre publikummer. Vi er således placeret rundt omkring i det hvide rum i forskellige sofaer, og skuespillerne spiller lidt rundt omkring. Skuespillerne deler ikke særlig meget interaktion udover et nik her og et blik der. De har deres små rum i rummet, hvorfra alskens ytringer om sex og samliv, tro og tvivl bliver delt og re-delt. Deres ytringer er en nuanceret beskrivelse af dagens Danmark anno 2018. 

Det gode og det knap så gode
Hele forestillingen emmer af et godt og nærende samarbejde mellem alle de involverede parter, og det virker, som om alle kunstneriske beslutninger er taget i overenstemmelse med en samlet vision. Det er prisværdigt i sig selv, og på den måde spiller hele det samlede udtryk sammen. Blandt andet fremhæver instruktionen teksten, og teksten afspejles i scenografien. Netop særligt scenografien spiller godt ind i tematikken og måden, de har forløst den på. Her tænker jeg på, at vi i disse tider knapt nok tør se hinanden i øjnene, når vi ytrer os om det, der er svært at sætte ord på. I slidte kondisko og med en lettere nervøs adfærd kaster de deres tanker og holdninger ud i verden – med håbet om, at nogen tør lytte. Der er en mand, der forsøger at finde melodien, en kvinde med komplekse forestillinger om kærlighed og en kvinde, der gerne vil elskes. Teksten giver os ikke svar, men stiller de rigtige spørgsmål. Kender I ikke det? “Ja, det gør jeg”, tænker jeg stort set hele tiden under denne forestilling.  

Måske savner jeg lidt en udvikling i formen og kunne ønske mig, at forestillingen havde været lidt længere, men de tanker bliver gjort til skamme, når Anna Nørh Tolstrup hiver guitaren frem og spiller et nummer, der er fuld af ømhed, nærhed og genkendelse. Teksten er forløst godt igennem instruktionen, og instruktøren har kreeret et mangfoldigt rum, hvor der er plads til at stoppe op og opholde sig i selskab med en masse genkendelige tanker. Dog virker slutningen lidt forhastet og forjaget. Skuespillerne forlader scenen og et splitsekund efter starter noget musik. Her savnede jeg måske lidt rum til eftertanker. For jeg gik derfra med en masse at tænke på, over og efter. Alt i alt var jeg mere glad, da jeg tog derfra end da jeg kom, og det takker jeg forestillingen for.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du tør at se dig selv og andre i øjnene. Du vil ikke fortryde det.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Forestillingen koster kun 60 kr. så der er ingen undskyldning for ikke at se den her forestilling.  

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s