Anmeldelse: Vi har gjort det vi kunne

Spillested: Teater Grob
Spilleperiode: 3. – 24. februar 2018
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen

★★

Hvad er det?
Et tilfældigt boligbyggeri i Danmark rammes af en voldsom vandskade, som får beboerne til at gøre brug af alle hjemmets skåle for at fange de ustoppelige dråber. I Vi har gjort det vi kunne inviteres vi ind i de meget forskellige beboeres hjem og får lov at se små brudstykker af deres liv lige på det tidspunkt, hvor vandet langsomt begynder at oversvømme deres hjem. Vandskaden viser sig dog også at afsløre, hvordan bygningens vicevært har gemt en masse flygtningebørn i kælderen, hvilket efterlader beboerne med dilemmaet om, hvad de egentlig i virkeligheden skal gøre ved det.

Det gode og det knap så gode
På overfladen er Vi har gjort det vi kunne egentlig en ganske effektfuld forestilling, hvor særligt det meget flotte og stemningsfulde lydunivers er med til at give fornemmelsen af, at noget ikke helt er, som det skal være, og at noget uldent lurer lige under overfladen. Man fornemmer da også, at forestillingen er skabt på baggrund af alle de rigtige intentioner, og på papiret vil jeg også sige, at dette kunne have været en ganske glimrende forestilling. Desværre lykkes det dog aldrig helt.

Den helt store sten i skoen er selve forestillingens opbygning. Den virker på mange måde temmelig rodet og ugennemtænkt. Vi springer mellem de forskellige lejligheder i boligblokken og får indblik i forskellige menneskers liv, som alle er plaget af den omfattende vandskade. Flere gange bliver børnene i kælderen nævnt, og det er, som om man har forsøgt at skabe et mysterium omkring børnene i kælderen, og hvorfor de mon er der. Det virker dog aldrig rigtig til, at de mange indblik, som fylder størstedelen af forestillingen, rigtig vil fortælle noget eller bidrager til en større tematisk åbenbaring. De leder op mod en scene, hvor viceværten, der har holdt flygtningebørnene gemt i kælderen, bliver anholdt, og fire af beboerne smører budskabet tykt ud i hovedet på publikum: de synes selv, de har gjort det, de kunne, mens det er tydeligt for publikum, at de selvfølgelig ikke har det. På det her tidspunkt har man bare lidt forstået, at forestillingen skal pege fingre ad danskerne, når vi siger, at vi simpelthen ikke har plads eller overskud til de mange flygtninge, selvom vi svælger i en overflod, de aldrig har været i nærheden af. Det bliver simpelthen skåret for meget ud i pap i den scene, og det gør det udramatisk og uinteressant. Dertil kommer en lidt hurtig afslutning, hvor vi nu er 11 år ude i fremtiden og møder et af de flygtningebørn, der boede i kælderen, men som nu er blevet voksen. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad den scene vil mig, og hvorfor vi skal slutte der, og det efterlader mig temmelig frustreret over forestillingens udvikling og forløb. Jeg fornemmer, at der måske er en større symbolsk sammenhæng, hvor vandskaden nok i virkeligheden er et symbol på den flygtningekrise, som vi blot forsøger at komme til livs med lappeløsninger og skåle, der kan gribe dråberne frem for virkelig at gøre noget, der virker. Desværre drukner det for mig i den besværlige opbygning.

Dertil kommer, at skuespilpræstationerne desværre ikke er særlig overbevisende. Det føles, som om skuespillerne læser op af et manuskript, og dialogen bliver derfor kunstig og unaturlig. Det bliver for tydeligt for mig, at de er skuespillere, der forsøger at portrættere et andet menneske, og det forhindrer mig desværre i at tro på historien og deres karakterer. Ditte Gråbøl og Kristian Ibler har momentvis nogle glimrende humoristiske øjeblikke, hvor de formår at spille med mere naturlighed og spontanitet, og det er også klart i deres selskab, at forestillingen fungerer bedst.

Jeg hader at skulle indrømme det, men jeg keder mig under denne forestilling. Jeg mangler noget, der virkelig fanger min opmærksomhed og interesse. De mange tilfældige historier gør mig ikke nysgerrig på, hvem de børn i kælderen er, og hvad der egentlig er sket med dem, men fjerner tværdigmod mit fokus fra dem, fordi jeg prøver at finde hoved og hale i, hvad de skal fortælle mig. Jeg bruger tiden på at prøve at forstå, om det er meningen, at det skal være sjovt, når nu forestillingen hævder at være en komedie. Det er drønærgerligt, for på papiret var der klart mange ting, der kunne have fungeret.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil mindes om, hvordan vi faktisk overhovedet ikke har gjort, hvad vi kunne, når det kommer til flygtningekrisen.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Set med positive øjne er Teater Grob heldigvis et teater, der tilgodeser den sparsomme pung. Er du under 25, kan du få billetter til så lidt som 40 kroner, og er du studerende over 25, er det kun 70 kroner. Det er billigere end biografen!

Foto: Emilia Therese

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s