Anbefaling: Livet efter den store automatisering

Spillested: Teatret Svalegangen
Spilleperiode: 30. januar
Anbefalet af: Kristoffer Spender                                                                                            

Jeg tager spændt til readingen af Livet efter den store automatisering. Fuld af forventning sætter jeg mig ned ved de små cafeborde og ser frem til at se de fire skuespillere indtage de fire nodestativer på scenen. Dette er normalt praksis ved disse såkaldte readings, og jeg skylder måske lige at forklare lidt om det, inden jeg dykker ned i en anbefaling af både Amalie Olesens tekst og selve arrangementet som sådan. En reading er en slags minimalt iscenesat højtlæsnings-visning af en dramatikers værk, værket er under udarbejdelse – og derfor stadig i proces og langt fra færdigt. Der er ingen scenografi eller kostumer, der er bare det talte ord, og en masse ører der lytter. Dramatikeren lytter efter, om replikkerne falder godt i både rytme, timing og stemning. Tilskuerne lytter også, for de har nemlig mulighed for efterfølgende at diskutere og stille spørgsmål til dramatikerens tanker og idéer. Man har hermed mulighed for at komme ind i maskinrummet og give sit besyv med. Arrangementet var godt besøgt, og derudover også velfaciliteret. Denne type arrangementer kan sagtens anbefales, hvis man er nysgerrig på de bagvedliggende tanker, metoder og idéer.

Men nu tilbage til sagens kerne. Jeg er som sagt spændt og har høje forventninger til både aftenens tekst og til dramatikeren – bliver de så indfriet? Også i den grad! Teksten rummer et helt univers, og universet er opdelt i en slags hierarkisk og tidsløs verden. Den her verden bestå altså af en slags under-, middel- og overklasse, eksemplificeret i robotter, mennesker og guder. Der er både referencer til de nordiske guder såsom Vølven og de andre Norner, samt til kristendommen og andre religioner. Det er nærmest en urfortælling og dens drivkraft er drevet af et upstairs/downstairs-princip – og deraf den uundgåelige og kommende revolution, der skulle vende dette på hovedet. Den overordnede tematik anser jeg som de helt store menneskelige spørgsmål: “hvem er vi?”, “hvor kommer vi fra?”,  “hvor skal vi hen?” Derfra breder trådene sig i teksten ud som eksistentialistiske forgreninger, der både håndterer køn, etik, teknologi, identitet og ikke mindst kærlighed. Jeg mærker her en dramatiker, der er ved at finjustere og tune sig ind på en helt særlig stil som både er fortællende, berettende, oplevelsesrig og værd at dykke ned i. Skuespillerne rammer en sjov, sort, komisk tone, men igennem deres nærmest stoiske ro viser der sig også en alvorlighed, som jeg glæder mig til at se i fuldt flor.

Det er en stemme, man skal lægge mærke til i de kommende år, for Amalie Olesen formår at sammenskrive et helt og afrundet univers med en fragmentarisk struktur, som flyder ad helt åbne baner. Eller som den franske filosof Gilles Deleuze beskriver det: “Skrivning har ikke noget med dannelse af mening at gøre, men det handler om kartografi, landskab og inkluderer verdener, som ikke er beskrevet endnu”. Og det formår Amalie Olesen i dén grad. Det helt store spørgsmål til denne tekst bliver til syvende og sidst, om hun kan balancere, dosere og samle alle trådene til sidst? Jeg tror i hvert fald på det! For bagved hendes tekst ligger der et systematisk blik, som kigger på, hvordan disse spor og tråde filtres ind og ud af hinanden samtidig med, at hun skaber et moderne bud på sci-fi-genren. Denne genre har udviklet sig gevaldigt i løbet af de seneste år. Fra at være noget helt spacey-derude-i-rummet-som-vi-kun-forstår-fordi-den-bygges-op-af-den-klassiske-det-gode-mod-det-onde-agtig fortælling, til så i dag at være en langt mere tæt-på-skræmmende-og-lige-foran-os-agtig fortælling. Derfor er der brug for denne slags fortællinger og stemmer til at håndtere den kommende tids udvikling og deraf de nye slags etiske spørgsmål, vi må stille os selv.  

Hvis, men forhåbentligt når, denne tekst har fundet en scene og bliver iscenesat med det helt store pivtøj, så har bare readingen allerede givet mig meget lyst til at se det endelige resultat. Min anbefaling er hermed givet videre. Så hold godt øje med Livet efter den store automatisering og ikke mindst Amalie Olesen.  

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s