Anmeldelse: Troen og Ingen

Spillested: Teatret Svalegangen
Spilleperiode: 27. januar – 23. februar 2018
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen

★★★★

Hvad er det?
Musiker Søren Huus mistede i 2007 sin kæreste, som døde i en højresvingsulykke. En ubegribelig sorg som resulterede i hans første soloalbum Troen og Ingen. Et album om at gennemleve det ultimative tab. Dette album er nu blevet dramatiseret af Teatret Svalegangen under ledelse af instruktør Per Smedegaard. Forestillingen fungerer som en slags teaterkoncert, hvor de musikalske indslag suppleres af ganske korte talestykker. Forestillingen er ikke en gengivelse af Søren Huus’ historie, men lægger sig dog alligevel ganske tæt op af: Det handler om en kvinde, der mister livet alt for tideligt og efterlader en ægtemand, en bror, en veninde og en datter. Vi følger deres vej gennem mørket, tomheden og kampen for at genvinde troen på livet efter et så altoverskyggende tab.

Det gode og det knap så gode
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Søren Huus har skabt et uovertruffent album, som beskriver sorgen spot on. At have så velskrevet musik og tekst med sig er i sig selv et glimrende udgangspunkt for en forestilling, og musikken er også klart en af forestillingens afgørende styrker. De fire musikere, der står placeret bagerst på scenen, spiller helt forrygende, og sanger og skuespiller Julie Hjetland fremfører nogle af sangene, så alle de små nakkehår rejser sig, og tårerne løber ned ad kinderne. Særligt nummeret Et Hav Af Udstrakte Hænder gør indtryk, hvor Hjetland virkelig får demonstreret, hvilket kraftværk af en sanger, hun er.

Også scenografien er yderst virkningsfuld og gennemtænkt. Den bruges i forestillingen meget symbolsk og bliver på den måde en glimrende medfortæller, der understøtter karakterernes indre kamp. Egentlig er den utrolig simpel og består kun af papkasser, der er malet kulsorte. Ved forestillingens begyndelse, står de bygget oven på hinanden som en stor mur, der dækker hele sceneåbningen. Da forestillingen går i gang, væltes muren ned omkring afdødes ægtemand (Nikolaj Mineka) som et rammende symbol på, hvordan muren og alt omkring dig falder fuldstændig sammen, når nogen du elsker, bliver taget fra dig. Undervejs bygges muren op og ned omkring de efterladte, og til sidst har den hobet sig op omkring dem, ligesom sorgen lægger sig tungt over dig. Derfor må man selv vælte muren, for at kunne finde lyset i mørket og finde lysten til livet igen – præcis som ægtemanden gør det i forestillingen.

Troen og Ingen er en udemærket fortælling om, hvordan en sorgprocess foregår, men for mig, får det desværre aldrig rigtig helt den tyngde, jeg synes sorgen rummer. De har mange gode aspekter af sorgen med; hvordan man ringer til telefonsvareren, bare for at høre den afdødes stemme eller pludselig opdager, hvordan tøjet i flyttekasserne stadig dufter af den, man har mistet. Men jeg mangler knuden i maven. Jeg mangler at se sorgen malet i skuespillernes ansigter. Jeg mangler troen på, at de er gennemsyret af sorg. Selvom tårerne flere gange triller ned af deres kinder, er jeg desværre ikke overbevist af deres spil. Desuden savner jeg stærkere sangstemmer hos skuespillerne. Når man skal formidle så alvorligt og vigtigt et emne, har jeg personligt brug for mere sikre sangstemmer, som virkelig rammer lige i solar plexus. Enkelte gange mærker jeg snerten af den efterlyste tyngde under musiknumrene, hvor særligt Julie Hjetland kan synge den frem, men dette skyldes dog også i høj grad Søren Huus’ ord. Sangen Tak for Dansen har f.eks. samme rørende effekt i forestillingen som på pladen.

Med det sagt er Troen og Ingen dog en ganske solid forestilling, som bestemt fortjener at have udsolgt. Det er vigtigt, at vi også tør behandle så voldsom en sorg på scenen, og det skal Teatret Svalegangen have stor ros for at have kastet sig ud i.

Skynd dig ind og se den, hvis
du gerne vil se en udemærket dramatisering af et af de bedste sorg-album i dansk musikhistorie.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Forestillingen er ganske imponerende allerede fuldstændig udsolgt! Forestillingen er dog værd at møde op på teatret for og satse på, at nogle måske ikke er dukket op.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s