Anmeldelse: Stereo

Spillested: Bora Bora
Spilleperiode: 24. – 26. januar 2018
Anmeldt af: Kristoffer Spender                                                                                                     

★★★

Hvad er det?
En helt igennem syret sanserejse, hvor scenens visuelle stil bevæger sig fra det faste til det fragmentariske, og hvor særligt den altoverskyggende 3D-effekt virkelig står tilbage som noget ganske særligt. Den sansemæssige og associationsrige rejse, jeg er på, bevæger sig mellem klimaforandringer, det ydre rum og kampen for tilværelsen. Selve 3D-effekten er bestemt en medspiller på linje med de to dansere, som nogle gange spiller med den og andre gange imod. Alle er udstyret med 3D-briller, og jeg kan kun gisne om, hvor komisk det må se ud fra scenens synsvinkel. Brillerne giver en slags distance til scenens udtryk, og det er som at se på en galakse langt, langt væk. Brillerne pointerer også det statiske i iagttagelsen, for alt, hvad vi ser, er indlejret i en 3D-scenografi. Titlen Stereo henviser i øvrigt til lyd, der kommer fra to uafhængige kilder, som smelter sammen til ét lydudtryk. Her giver det god mening med dans og 3D-briller som to uafhængige kilder, der smelter sammen. Jeg må ikke glemme, at der jo selvfølgelig også står to mennesker i kød og blod på scenen. To mennesker som giver den alt, hvad de har i hurtige små bevægelser og i langsomme og udstrakte handlinger. De to danseres fysiske udtryk viser mig to mennesker i en kamp, en kamp både mod og med hinanden. Hvordan holder man egentlig sammen, når ens værste fjende er den, man kæmper med?

Det gode og det knap så gode
Jamen både danserne og 3D-effekten er både det gode og det knap så gode. For begge elementer har øjeblikke, hvor det er helt oppe at ringe for mig – især når 3D-effekten virkelig forstyrrer mine øjne og hjernes trang til at se scenen på en bestemt måde, men ikke kan. Hertil knytter sig en sekvens, hvor alt er indhyllet i bevægelse, og mine øjne og hjerne kun har lyst til at fokusere på deres skygger, fordi de er det eneste statiske. Der er mit hoved virkelig på overarbejde, og særligt da skuespillerne danser på midten af scenen kun oplyst at et sidelys og 3D-omridset. Der, hvor det ikke bliver forceret at spille effekterne sammen, er det et rum, som er værd at være i.

Omvendt er der tidspunkter, hvor de visuals, der er kreeret til formålet, lidt lever deres eget liv og springer ugunstigt op og ned. Og da danserne i starten danser forrest på scenen, føler jeg, at jeg ikke rigtig kan se dem, og det er først, da de trækker sig tilbage i billedet, at jeg virkelig ser dem. Nogle af overgangene er underligt konstruerede, og rejsen har dermed sine bump på vejen. Jeg føler heller ikke et umiddelbart klimaks, men ser i stedet et par dansere, der ”sniger” sig ud af scenebilledet. Det tager lidt luften af ballonen, når man forsøger at skjule noget, men i stedet for kommer til at vise det endnu mere. Så derfor efterlader begge medier mig lidt med en lunken fornøjelse, for de har momenter, hvor de skinner hver for sig, men også sammen. Desværre skygger de samtidig for hinanden og bliver hver for sig ikke beriget hinanden.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du har lyst til at se en anderledes teaterforestilling med 3D-effekter, og skynd dig ind at se den, hvis du har lyst til at se, hvordan kroppe og fysisk udtryk kan spille sammen med et gennemsyrende visuelt udtryk.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Prisen for studerende er 90 kr., men kan du få 9 andre med, eller melder dig ind i klub Bora Bora, så sparer du yderligere 30 kr.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s