Anmeldelse: Don’t leave me alone

Spillested: Takkelloftet, Operaen
Spilleperiode: 20. – 28. januar 2018 + turné frem til 23. marts
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen

★★★★★

Hvad er det?
Dansk Danseteater er rykket ind på Operaens lille scene Takkelloftet med deres dobbeltforestilling Don’t Leave Me Alone, som er skabt af de to anerkendte hollandske koreografer Didy Veldman og Wubkje Kuindersma. Indimellem forestillingens to hovedværker Tales of a Nordic Mind (Kuindersma) og Frame of View (Veldman) præsenteres vi for en lille 5 minutters ganerenser i form af amerikanske Stephen Shropshires trio Lamento Della Ninfa. Det er med andre ord en forestilling, hvor man får moderne dans for alle pengene – både i omfang og indhold.

Det gode og det knap så gode
Det første værk vi præsenteres for, Tales of a Nordic Mind, er en kraftpræstation udi nordisk melankoli og æstetik. Værket har fundet inspiration i de nordiske fortællinger, men for mig er det tema, der skinner tydeligst igennem, længselsfuldhed. Bl.a. en længsel efter direkte menneskelig kontakt, som ofte går tabt i den moderne, teknologiske verden, hvor en stor del af vores kommunikation foregår gennem skærme og glas. Det visualiseres tydeligt, idet danserne i værket forsøger at kommunikere med hinanden, men hele tiden på afstand eller med fysiske glasruder imellem sig. Det er umanerligt svært for dem at nå hinanden, og om det så leder tankerne hen på moderne kommunikation eller det faktum, at det også i den egentlige fysiske kontakt kan være svært at nå sine medmennesker, er lige godt. Det er lige smukt og melankolsk! Musikken er utrolig velvalgt, og danserne synes at blive en helt perfekt visualisering af den sælsomme cello, der spiller under dem: der danses med en intens fyldighed, som dog alligevel rummer en imponerende skrøbelighed, hvilket gør Tales of a nordic mind til en meget helstøbt æstetisk oplevelse.

Mellemliggeren Lamento della ninfa er en uendeligt smuk trio, hvor særligt den kvindelige danser Jessica Lycall danser med en umenneskelig lethed og virkelig får demonstreret sit imponerende niveau. Flere gange undervejs i dette værk kan man høre små imponerede udbrud blandt publikum, idet de to stærke, mandlige dansere kaster rundt med Lycall, som var hun en fjer, og det er mildest talt en betagende omgang.

Efter pausen kommer vi ind til værket Frame of View, som modsat de to forrige rummer en del mere humor. Det er på én gang et sjovt og rørende værk om vores sociale omgang med hinanden. Værkets balanceren mellem det sjove og tragiske bliver et glimrende symbol på, hvordan vi som mennesker kan tage en social maske på, der viser vores omgivelser et smil, mens det hele måske ramler lige inde bagved. Flere af sekvenserne rammer et bittersødt punkt i følelserne, som får mig til at grine samtidig med, at jeg mærker et stik af melankoli. Jeg bliver især rørt af en sekvens, hvor den utrolig smukke, norske Merete Hersvik danser et inderligt og rørende solostykke til jazz-sangerinden Nina Simones Ne me quitte pas (Don’t leave me), som gør det umanerligt svært for mig at holde tårerne tilbage.

Selvom jeg frygtede, at de to timer, værket varer, ville blive alt for langt for en danseforestilling, føltes det på ingen måde langt. Alle tre værker formår på imponerende vis at holde tilskueren tryllebundet hele vejen igennem. Ikke blot fordi værkerne er smukke på hver deres måde, men også fordi de udføres af et hold virkelig dragende dansere, som hver især er så fascinerende at kigge på, at øjet knapt ved, hvem det skal hvile på. Jeg er vild med Don’t Leave Me Alone, som hermed har fået min varmeste anbefaling.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du er nysgerrig på, hvad en danseforestilling er! Den her er god for begyndere. Alle andre bør dog også bare unde sig selv oplevelsen.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Prisen varierer efter spillested, så tjek Dansk Danseteaters hjemmeside ud for spillesteder og priser.

Foto: Søren Meisner

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s