Anmeldelse: Hullet

Spillested: Teatret Svalegangen
Spilleperiode: 2. – 16. december 2017
Anmeldt af: Kristoffer Spender

★★★★

Hvad er det?
I Hullet møder vi Flemming og Torben. De skal grave et hul, men de ved ikke hvordan. Deres opgavebeskrivelse var nemlig ikke særlig specifik. Skal hullet være rundt eller firkantet? Og hvor dybt skal sådan et hul egentlig være? Dette hul er altså omdrejningspunktet i den her sorte komedie, som drives frem af den konstante tilbagevendende tvivl. Flemming og Torben arbejder på hullet og på deres rimelig ruinerede følelsesliv. Den ene er vist ikke rigtig kommet sig over skilsmissen med sin ekskone, og den anden synes at have en hemmelighed. Det visuelle i forestillingen holder sig i en grøn farveskala, og de scenografiske løsninger er lige i øjet. Hullet skifter form, placering og skikkelse, hvilket gør, at scenerne altid føles nye. Den grønne bagvæg samt de poser, som de bygger hullet af, er lavet af et slags presenningsmateriale. På scenen er også en cellist, som har en kjole på i samme presenningsmateriale og scenografien virker komplet. Denne forestilling handler om to sølle, men skønne mænds konflikthåndtering, for hvordan håndterer man den smerte, man ikke helt forstår? I mødet med absurde følelser, som ikke giver mening for én, er det godt at have en ven, man kan støtte sig op af. Von Baden, der har lavet forestillingen, er som altid stilsikre, og man kan nærmest tale om et scenisk sprog, der kunne kaldes Von Badensk, for de har virkelig fundet sig et modus operandi, altså en helt særlig og sikker stil. De er gode til at kreere et helt univers, som udover at være troværdigt også er vedkommende.

Det gode og det knap så gode
Flemming og Torben bærer nogle sære næser, som giver hele universet et strejf af klovnens metier, men sammen med deres kropssprog også afslører en melankoli. Disse to mænd kæmper nemlig med deres følelser overfor sig selv og overfor hinanden. Prikken over i’et er valget af cellisten på scenen, for hun kan agerer soundtrack og lydspor for disse mænds kamp mod tilværelsens ulidelige absurditet. Hun kan hjælpe dem med musikken, men også gøre dem ekstra bange. Hele universet er underholdende, og jeg griner ofte, for Frederik Meldal Nørgaard og Henrik Vestergaards sammenspil er imponerende. Det virker, som om de har kendt hinanden hele livet, og deres sammenspil med scenografien, cellisten og hinanden er en fryd for øjet.

Jeg er vild med den første time af forestillingen, for her kommer det absurde og eksistentialistiske virkelig til udtryk, men dette overtages senere af et ret banalt trekantsdramaplot, som er meget langt fra den absurde æstetik. Når de bliver for konkrete i teksten, så mister jeg det absurde og bliver suget ned i et plot, som ikke rigtig når de dybder, som det hul de graver. Når det så er sagt, så er teksten egentlig ret velskrevet, og jeg griner ofte og griner højt. Torben og Flemming er meget genkendelige, men nogle absurde figurer er de altså ikke.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du har lyst til at grine tit og grine højt. For de komiske øjeblikke er der masser af, og de to sølle, men skønne mænd er på den helt store charmeoffensiv. Hele universet er indtagende og man bliver langt hen ad vejen revet godt med. Forestillingen er sjov, sød og skøn. Så skynd dig ind og se den, hvis du har lyst til at træne lattermusklerne.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Teatret Svalegangen har et stort udpluk af forskellige rabatordninger, men vigtigst af alt, hvis du er studerende, så koster det hele 97 kr. Hvilket godt kan virke som et pudsigt og sjovt beløb, men så igen, det er en god metafor for selve forestillingen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s