En Nytårsnat

Spillested: Scenekunstskolen København
Spilleperiode: 24. november – 07. december 2017
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen

★★★★★

Hvad er det?
De næsten færdiguddannede scenekunstnere præsenterer i disse måneder deres afgangsforestillinger rundt omkring på landets skoler. Denne forestilling opsættes på Scenekunstskolen i København og handler om den tragiske nytårsnat i Köln, hvor en lang række tyske kvinder blev udsat for offentlige seksuelle overgreb af asylansøgere fra mellemøsten og Nordafrika på pladsen mellem Hauptbahnhof og den store katedral. Forestillingen er skrevet af Skrivekollektivet og stiller et spørgsmål, mange nok har spurgt sig selv om siden: Hvorfor?

Det gode og det knap så gode
Den ubehagelige historie om nytårsnatten i Köln er først og fremmest virkelig godt skrevet, hvilket danner et bundsolidt grundlag for en på alle fronter imponerende afgangsforestilling. Manuskript, lyd, lys, skuespil og æstetik går ganske enkelt op i en højere enhed på en måde, man til tider må kigge langt efter. Man kan mærke, at der er kræset for detaljerne, og det er virkelig lækkert at være vidne til. Her må man særligt henlede opmærksomheden på det fremragende lysdesign, som henimod slutningen byder på et overraskende lysspil i regn, som efterlader min underkæbe et sted nede på gulvet.

Den uhyggelige sag angribes fra forskellige synsvinkler, som formidles af de otte overdrevet dygtige skuespillere. Der er ingen tvivl om, at deres præstationer ligger i den helt dyre ende, og det giver en dejlig ro i kroppen, når man tænker på, at det er disse talenter, vi i fremtiden forhåbentligt kan opleve på alle landets scener. Særligt Rikke Westi får vist sin helt enorme spændvidde, der strækker sig helt fra eminent fornemmelse for humor til virkelig troværdigt og rørende spil som aborterende voldtægtsoffer. Ligeledes må Emil Prenter roses for hans dragende spil, som en ung fyr på voldsomt mange svampe.

Selvom historien overordnet set er virkelig godt fortalt, er der dog alligevel et skred hen imod slutningen, som desværre skæmmer i det ellers helt utrolig gennemførte helhedsindtryk. En enkelt scene om, hvorfor politidirektøren nytårsmorgen valgte at udsende et tweet om, at “det havde været en rolig nat”, bryder totalt med den øvrige fortællestil, og det falder desværre ikke så heldigt ud. Her får politidirektøren besøg af to Charles Dickens inspirerede ånder, som skal få os til at forstå, hvorfor han endte med at tweete, som han gjorde. Selvom scenen bliver spillet ganske fremragende, så er den dog virkelig malplaceret og kommer mest af alt til at virke som et smådesperat forsøg på at pumpe noget sjovhed ind i forestillingen, hvilket der slet ikke er behov for. Forestillingen balancerer nemlig allerede humor og alvor på glimrende vis, og med denne scene tipper vægtskålen desværre for et kort øjeblik. I en hvilket som helst anden forestilling, eller som selvstændig sketch, ville scenen fungerer forrygende, men i denne forestilling virker den unødvendig.

Overordnet set er jeg dog virkelig imponeret over En Nytårsnat. Den er veludført, flot og en virkelig god forestilling, som man skal ærgre sig over ikke at have fået billet til.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du gerne vil se hvor sej en fremtid, vi går i møde med de nyuddannede scenekunstnere.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Forestillingen er desværre fuldstændig udsolgt. Jeg vil dog opfordre alle til at sende Scenekunstskolen et brev med ønsket om, at opsætte denne på en af landets professionelle scener.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s