Anmeldelse: Julehjertet

Spillested: Glassalen, Tivoli
Spilleperiode: 25. november – 17. december 2017
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen

★★★★

Hvad er det?
Eventyrteatret er kendt som det eneste teater i Danmark, hvor alle skuespillerne er børn og unge med særligt talent for sang, dans og skuespil. To gange årligt opfører de en dansk musical på en etableret teaterscene. Julehjertet er dette års juleforestilling og fortæller historien om den uundværlige pakkenisse Kastanje, som få dage før jul forsvinder fra Julemandens pakkeværksted. Uden Kastanje når pakkerne ikke at blive færdige til jul, og så vil alle børn miste troen på julemanden. Kastanjes to nissevenner Hasle og Nellike begiver sig derfor ud i den store verden for at finde hende. På vejen møder de både juletræsnisser, påskenisser og ikke mindst muddernisser, der arbejder for den skumle nisse Trumf, der i det kolde nord udvinder det farlige nisseguld. Det er så afgjort definitionen på en klassisk julefamilieforestilling, hvor vi i spænding må se forestillingen til ende for at finde ud af, om det lykkes de to julenisser at finde deres veninde, og om det trods alt bliver jul til sidst.

Det gode og det knap så gode
Lad mig med det samme sige, at man bliver dejlig julevarm om hjertet efter et besøg hos Eventyrteatret. Det er skønt med en helt klassisk julefortælling, som dog også får lidt kant med en skøn omgang velfungerende humor. Man fristes næsten til at sige, at det er overraskende, at det ikke bare er nemme jokes for både store og små i familieforestillingens ånd, men at der rent faktisk også bliver smurt et ekstra lag glimmer og skarpt pep udover, som i dén grad løfter forestillingen. Det skyldes især en række virkelig stærke og sjove karakterer, som nisserne Hasle og Nellike møder på deres eventyrlige færd.

Særligt den jodlende juletræsnisse Hansi (Mathias Niclasen) får hele salen til at grine med sine flamboyante bud på den perfekte blanding af Beyoncé-diva og Hansi Hinterseer-schlager. De tre muddernisser Bling, Blank og Ja må også siges at udgøre en helt perfekt og velspillende trio, som virkelig hæver det skuespilmæssige niveau til højder, man sjældent ser ved så unge spillere. Også Jacob Spang Olsen i rollen som Hasle beviser virkelig, at han har stjernepotentiale. Generelt må man rose det store hold af medvirkende for deres talent. Selvom den store aldersforskel indimellem godt kan spænde ben for det overordnede syn på forestillingen som helt gennemført velspillet, så er det dog alligevel ret imponerende, hvad Eventyrteatret formår at diske op med.

Historien er lidt hurtigt fortalt og eksekveret, og der kunne godt være taget mere elegante valg i den dramaturgiske opbygning. Det er, trods dens egentlige simpelthed, en lidt rodet fortælling fra start, og forestillingen bærer generelt præg af en momentvis lidt for overfladisk historiefortælling. Det virker til, at forestillingen vil fortælle lidt for mange historier på lidt for kort tid. Visse handlingstråde eller karakterfortællinger følges aldrig rigtig helt til dørs, eller også bliver de gjort det så hurtigt og gennemsigtigt, at vi knapt bemærker, at det sker. Det fjerner desværre lidt af fokus fra mange af de virkelig stærke elementer i denne forestilling. Forestilling formår nemlig at kombinere stærke koreografier og flerstemmig sang på meget fornem vis, så hele salen hujer og rocker med.

Der er garanti for god julestemning hos Eventyrteatret, og det er skønt at se så talentfulde børn og unge levere en forestilling, der snildt kan konkurrere med de måske lidt større opsætninger på Tivolis øvrige scener.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du gerne vil varmes helt ind i julehjertet med både grin, eventyr og nisser.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Der er ingen rabatter at hente her. Billetterne koster 220 kroner uanset, hvem du er, og hvor du vil sidde.

Foto: Ole Mortensen

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s