Anmeldelse: Vanity of Modern Panic

Spillested: Dansekapellet
Spilleperiode: 21. – 23. november 2017
Anmeldt af: Kristoffer Fløe Dalsgård

★★★★

Hvad er det?
Vanity of Modern Panic, eller V.O.M.P. som forestillingen forkortes, er moderne dans, når det er allermest moderne. En lyserød strålende eksplosion, der forløses af seks dansere på scenen. Handling findes der ikke meget af i denne forestilling, men det er bestemt ikke et afsavn, for dansernes kroppe taler deres tydelige sprog. Et sprog der i pressematerialet er omtalt som et opgør med en virkelighed, hvor den kunstige krop er målet, og vi alle hele tiden skal være slankere, pænere og strammere. Men mere om det senere. På scenen var seks dansere klædt i særdeles stramme lyserøde heldragter. Men det var ikke bare dansernes egne kroppe, der blev fremhævet af spandexens kropsnære favntag. Under dragterne var der placeret pudepølser af forskellig beskaffenhed, der gav de ellers så smukke kroppe et usundt og vanskabt udtryk. Dette udtryk blev efterhånden, som forestillingen skred frem, mere og mere tydeligt, når der blev tilføjet flere pølser under dragterne, indtil disse ikke kunne rumme mere, og de derfor begyndte at flyde udover scenen, som til sidst var fuldstændig dækket i lyserøde puder. Derfor blev forestillingen også mere og mere vulgær, jo længere ind under huden man kom på dansernes evige besættelse af den perfekte krop – en dyrisk jagt på en kunstig krop. For det er det, som det hele skal symbolisere, nemlig en evig jagt, der ender med at drukne os.

Det gode og det knap så gode
V.O.M.P.’s klart største styrke lå i detaljerne, for det var tydeligt, at der virkelig var arbejdet med hele tiden at skabe finurlige og genkendelige øjeblikke, som konstant kunne lokke latter ud af publikum. Det kom blandt andet til udtryk, da der gennemgående i forestillingen var arbejdet med at kombinere momenter af dans og lydeffekter. Dette blev gennemført med et forrygende overskud og bevirkede, at der nærmest opstod en lille dans mellem publikum og dansere, for salen var virkelig med. Og det var fortjent. Men det var også nemt at følge med, for i overgangene mellem scenerne synes forestillingen at ose af overskud. Man fornemmede simpelthen ikke usikkerhed, og derfor blev det også en god og helstøbt oplevelse. Men netop når der tydeligvis var en del overskud at trække på, kan det undre lidt, at man ikke har været mere ambitiøs i forhold til det tekniske spektrum, som man opererer indenfor. Jeg havde personligt gerne set, at man turde mere og havde leget mere med, hvor meget man kan med sin krop, for der blev til tider desværre lidt rigeligt med gentagelse. Et helt andet aspekt er, at forestillingen, som nævnt, slog sig op på at være en samfundskritisk bredside til en kropskultur, der for længst er løbet af sporet. Og det er jo også både relevant og sympatisk, men jeg tror måske, det er et lige lovligt stort ansvar at pålægge denne forestilling, for den ellers gode oplevelse drukner lidt i ens forsøg på at få det hele til at passe sammen, sådan som man har læst at den skal. Og det er synd. Men det ændrer dog ikke ved, at V.O.M.P. bestemt er seværdig – især hvis man ikke læser programmet inden.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du har en time til overs og gerne vil se en forestilling, der ikke er så mange af.

Studerende og fattig? Sådan gør du
En studiebillet fås fra 55 kr, og der sælges øl til en 10’er på stedet – det er helt bestemt det værd.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s