Anmeldelse: Fysisk Ustabil

Spillested: Gruppe 38 + Teatret ved Sorte Hest
Spilleperiode: 22. – 23. november + 12. – 16. december 2017
Anmeldt af: Kristoffer Spender

★★★★★

Hvad er det?
Fysisk Ustabil er en charmerende fysisk teaterforestilling, som tager mig med helt ind i de inderste kroge af et kvindesind. Den er udarbejdet af tre skønne kvinder i deres bedste alder, jeg tør jo næsten ikke sige andet, men heldigvis er der tilsat en stor portion selvironi. Det gør, at den aldrig bliver uvedkommende. Idéen er simpel og skarp: tre kvinder med hver deres kvaliteter, der komplementerer hinanden, hvor forestillingen skifter mellem gruppescener og soloscener. Den ene er akrobat og vil gerne have børn. Den anden er en smuk, men introvert moderne danser. Den sidste er en bramfri mother fucker af en alsidig performer, som er både poledanser og en fysisk skuespiller med fabelagtig komisk timing, men som lider af helt skizofrene tendenser. Farvekoderne er holdt i sorte og hvide striber, hvilket bliver et ledemotiv igennem den 75 minutter lange forestilling. Forestillingen er hudløst ærlig og sjov, og den fremviser alle de skønne pinligheder, som vi alle bærer rundt på: den lille delle, manglen på situationsfornemmelse, følelsen af ikke at slå til – kort sagt alle de små ting, som vi hader ved os selv, men som alle andre mennesker i bund og grund er ligeglade med eller helt igennem elsker os for.

Det gode og det knap så gode
Der er nogle flydende overgange, som til min smag er en tand for fjollede, og måske tænker jeg også, at det er letkøbt at lade de inderste tanker komme fra en voiceover i højtaleren, men det kan jeg sagtens tilgive dem for, for de udnytter altid deres svagheder til deres fordel. Eksempelvis består den ene soloscene af rigtig meget scenografisk bras og rod og efterfølgende kommer så en scene, hvor de rydder op, mens de danser. Brugen af selvironi er på den måde ikke kun i forhold til det at være kvinde, men også i forhold til det at lave en teaterforestilling. For de siger, hvad alle tænker, og det er befriende og levende.

Jeg smiler i alle minutterne, den foregår, og jeg keder mig ikke et eneste sekund. Publikum kan heller ikke holde deres begejstring inde og klapper efter hver scene. Jeg tror, at vi alle sammen har en følelse af at blive både set og hørt, og at vores pinlige tanker bliver håndteret og vist frem på en skøn og ublu måde. Forestillingen er godt tænkt, veludført og rammer plet, ikke i forhold til at fremvise fordommene, men at gøre dem nuancerede. Hver soloscene er i øvrigt også meget personlig og balancen mellem det underholdende komiske og det personlige og inderlige rammer plet. Jeg vil gerne understrege, at den kan ses af alle, selvom målgruppen måske nok mest er beregnet kvinder mellem 28-40 år.

Skynd dig ind og se den hvis
… du har lyst til at se en kvinde danse poledance med et vaskestativ, eller én bevæge sig fra at gå i et med tapetet til at danse vildt og befriet, eller sidst, men ikke mindst én stikke foden ud af en skorsten og med fysisk spil tage os igennem en ærlig og personlig rejse mod det at stifte familie.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Billetten koster 100 kr., og det gør den for alle. Store som små, kvinder som mænd, og den har min varmeste anbefaling. Så hvis du er fra Aarhus: skynd dig af sted, den spiller kun til og med i aften.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s