Anmeldelse: Maskerade

Spillested: Skuespilhuset, Store Scene
Spilleperiode: 17. november 2017 – 28. februar 2018
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen

★★★★

Hvad er det?
Maskerade er en klassisk komedie af Ludvig Holberg, som i Det Kongelige Teaters opsætning er kommet i moderne klæder designet af den tyske prisvindende instruktør Herbert Fritsch. Det er en fortælling om den unge generations oprør mod det gamle. Oprøret sker i form af nogle vilde maskeradefester, hvor folk kan slå sig løs, danse natten lang og kaste sig hovedløst ud i forelskelsens rus. Ligesom alle andre vil også den unge Leander afsted til maskeraden, men hans konservative far Jeronimus mener, at maskeraden er satans værk. Skæbnen vil, at Leander forelsker sig hovedkulds i en pige ved maskeraden, selvom Jeronimus har bestemt, at han skal giftes med datteren af hans gode ven Leonard – og så er der ballade.
Holberg skrev denne forestilling som en hyldest til maskeraden og som et oprør mod forbuddet mod maskeradefesterne, som blev bestemt samme år, som Holberg skrev stykket. Selvom der er commedia dell’arte for alle pengene, og fald-på-halen-humoren får frit spil i Herbert Fritsch’ opsætning af Maskerade, er der dog bag det farverige ydre en vis provokation at spore. Fritsch lader nemlig æstetikken styre slagets gang, hvorfor selve ordet må affinde sig med en birolle. Når der er tale om dansk kulturarv som denne forestilling, kan man forestille sig, at lige netop dette kunne provokere den mere konservative kulturelite, som man kunne forestille sig normalt ville klappe i hænderne over gode gamle Holberg på én af de helt store scener.

Det gode og det knap så gode
Jeg er henrykt over, at man har ladet en instruktør som Herbert Fritsch give sit bud på Holberg, og hvor er det dog dejligt befriende for en gangs skyld at opleve en forestilling på en stor dansk scene, hvor æstetikken er hovedpersonen. Scenografien er minimalistisk og udgøres af en stor drejescene, hvorpå der står tre store, geometriske figurer, der kunne ligne et hus, et træ og en stor rød, firkantet mur. Farverne er der til gengæld ikke sparet på – hverken i scenografien eller kostumerne. Skuespillerne er klædt i, hvad der ligner barokke kjoler og store hvide parykker, som dog alt sammen er svøbt i plastik, så de ligner levende porcelænsfigurer. Det er på én gang syret og helt forrygende at kigge på, og det er så gennemført, at det for det meste ikke gør så meget, at historien ikke primært fortælles gennem ordene. Indimellem bliver det dog lige lovligt svært at forstå, hvad skuespillerne siger. Når de både snakker i klassisk Holberg-sprog og taler lynende hurtigt, bliver det momentvis en anelse svært at få hele handlingen med. Det ville ikke have generet mig, hvis det havde været et konsekvent valg at lade ordet træde så meget i baggrunden, men det kommer desværre til at virke mere som uintenderet sjusk i leveringen end et egentlig bevidst kunstnerisk valg.

Der er, som skrevet, også skruet helt op på alle komedieknapperne, og normalt synes jeg, at slap-stickens prutte/slå sig-humor kan være en noget anstrengende affære. Men i dette tilfælde griner jeg højt og køber totalt ind på præmissen. Det gør jeg i høj grad, fordi skuespillerne leverer det med så stor finesse og dygtighed. Særligt Peter Plaugborg og Lila Nobel bruger deres kroppe og sprog på så underholdende en måde, at det er svært ikke at grine højt, hver gang de træder ind på scenen.

Selvom forestilling egentlig må siges at have et glimrende tempo, som drives frem af live-klaverspil fra dygtige Olivier Antunes, så er første akt lige til den lange side. Den kommer især til at fremstå tung set i kontrast til en virkelig velfungerende og veleksekveret anden akt, hvor tiden næsten går alt for hurtigt. Samlet set er jeg dog ret begejstret for denne forestilling, og jeg synes, det skal hyldes, når modige instruktører tør give de gamle værker en ordentlig tur i hurlumhejhuset.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du gerne vil se en æstetisk og virkelig underholdende fest af en Holberg-opsætning.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Du kan komme ganske billigt i Det Kongelige Teater. Er du under 25, skal du ikke slippe mere end 150 kroner for udemærkede pladser. Store sal i Skuespilhuset er virkelig nem at købe billetter til, da man ser overvejende godt fra langt de fleste pladser.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s