Anmeldelse: SYLVIA

Spillested: Bådteatret
Spilleperiode: 9. – 18. november 2017
Anmeldt af: Karoline Ry

★★★

Hvad er det?
Pernille Lyneborg er ene kvinde på scenen i den intense og mørke monolog SYLVIA, som omhandler den ikoniske forfatter Sylvia Plaths liv. Det er Plaths egne tekster og erindringer, der ligger til grund for iscenesættelsen, og vi følger hende gennem både elektrochokbehandlinger, selvmordsforsøg og kærlighedens op- og nedture. Derudover oplever vi Sylvias udfordringer ved at blive ved med at skrive, selvom hun ikke altid har selvtilliden til det. Som Pernille Lyneborg citerer i en replik i stykket: “Kreativitetens værste fjende er mangel på selvtillid.”
Forestillingen udspiller sig i Bådteatrets sorte scenerum uden anden scenografi end brug af lys. Der er enkelte rekvisitter; en sort telefon, en skrivemaskine, bord og stol, men derudover er iscenesættelsen fokuseret på Lyneborgs portrættering af Plath og især på hendes levering af Plaths tekster.

Det gode og det knap så gode
Teksten i SYLVIA er virkelig stærk. Susanne Storm og Pernille Lyneborg, der har iscenesat forestillingen, har ramt plet i deres udvalg af Plaths tekster og viser fint både bredden og dybden af Plaths forfatterskab. Tilskueren får et skarpt, sårbart og ærligt indblik i Plaths liv, som ikke altid var helt nemt. Der er virkelig nogle intense øjeblikke, hvor jeg tydeligt mærker hendes komplekse følelsesliv og kvaler omkring sit eget virke som forfatter. Hun tager nogle af de helt store eksistentielle spørgsmål op og forsøger efter bedste evne at svare på dem. Hvordan kan man holde ud at være til som menneske? Hvordan forholder man sig til døden? Hvad er kærligheden? Hvordan bliver man ved med at kæmpe, når man føler sig anderledes end de fleste andre? I Sylvia Plaths tilfælde virker svaret til at ligge i arbejdet med at skrive. Det værste liv, hun kunne forestille sig, var et liv, hvor hun ikke skulle skrive. Og tak for det, for hvor er det nogle rammende, ærlige og ægte tekster, hun har skrevet.

Når det er sagt, så kunne jeg godt have ønsket mig noget mere af forestillingen. Det er en meget enkel iscenesættelse – både visuelt og auditivt. Som sagt foregår SYLVIA på en sort scene, hvor lyset med simple virkemidler skaber følelsen af forskellige rum undervejs i forestillingen. Derudover er der utroligt stille under størstedelen af forestillingen med Pernille Lyneborgs stemme som eneste auditive brud. Når der så indimellem bliver brugt underlægningsmusik, virker det meget pludseligt og næsten umotiveret. Der optræder også flere gange nogle voice-over-effekter, som desværre kommer til at virke ret klodsede og fjerner mit fokus fra handlingen. Jeg forstår godt idéen med at få andre stemmer ind på scenen gennem højtalerne, men i den her sammenhæng havde jeg ønsket, at de havde holdt sig til Lyneborgs stemme, som så fint bærer resten af iscenesættelsen.

Alt i alt er det helt klart teksten og Pernille Lyneborgs portrættering af Sylvia Plath, der bærer forestillingen SYLVIA.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du er vild med Sylvia Plath og ønsker at se hendes liv portrætteret på scenen.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Er du under 25 år, kan du få en billet for kun 50 kr. Hvis I er seks under 25 år, koster det kun 40 kr. pr. billet. Ellers koster billetterne 120 kr. pr. stk.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s