Anmeldelse: HUMAN IN BALANCE

Spillested: Bora Bora
Spilleperiode: 9. – 10. november 2017
Anmeldt af: Kathrine Lemmeke Madsen

 ★★★★★★

 Hvad er det?
HUMAN IN BALANCE er en forestilling udviklet af det århusianske dansekompagni Don Gnu. Den er opstået ved et samarbejde mellem de to kulturhovedstader i 2017, Aarhus og Pafos i Cypern, som et forsøg på at koble det kølige, nordiske liv med den varme, farverige tilværelse i Cypern. Centreret omkring en helt unik, roterende vippescene, der vejer et halvt ton, sættes der fokus på menneskets balance som individ og i et europæisk fællesskab. Et fællesskab, som vi alle påvirker og er afhængige af.

Forestillingen blev oprindeligt skabt i Pafos’ bybillede under åben himmel i maj-juni i samarbejde med Dance House Lemesos på Cypern og var en del af det officielle program for Pafos 2017. Den består af fire dansere og komponist og sangerinde Alice Carreri, der har komponeret musik til forestillingen og derudover synger velkendte, nordiske melodier såvel som græske toner.

Det gode og det knap så gode
HUMAN IN BALANCE er nervepirrende, poetisk og underholdende på én og samme tid. Den starter sin fortælling helt tilbage til Syndefaldsmyten, hvor mennesket måtte løsrive sig fra det, der engang var det fælles ståsted og måtte bevæge sig ud i sin egen balancegang. Det kan lyde lidt for historisk og tungt, men det formidles på en legende måde, der kommer rundt om alvor og humor. Efter en sjov begyndelse med filmmusik og Adam og Eva, fjerner danserne lidt efter lidt støttepælene fra den runde vippescene – The Turmoil – og så skærpes opmærksomheden til maksimum.

Danserne bevæger sig koreografisk i et højt tempo hen over vippescenen, som svarer igen med roterende bevægelser, der sommetider får hele salen til at udbryde ”ååh” og ”nej” af frygt for, om de nu kan klare dansen med det halvt tons tunge balancebræt. Men det kan de! Når danserne bevæger sig rundt på scenen, er de nemlig toptjekkede performere med overskud til at interagere med publikum og være nærværende. Derudover besidder danserne en enorm præcision og stærk fysik, når de springer op og ned af den gyngende installation. Det er en utrolig kraftfuld oplevelse, der forstærkes af Alice Carreris tunge, velkomponerede musik. Jeg tror aldrig, jeg har siddet til en forestilling med så høj en puls, som jeg gjorde ved denne!

På samme tid formår Don Gnu at få skabt en poetisk lethed over fortællingen, der klæder temaet rigtigt godt. Der er for eksempel en smuk duet mellem to af danserne, der forholder sig til, hvordan vi som mennesker ser på hinanden. Det poetiske element fremhæves især også af deres brug af lys som et virkemiddel. Der bliver leget med pandelamper og lys i en paraply, og det er simpelthen bare så vellykket. Det fjerner nemlig fokus fra de praktiske og logistiske ting, der bliver nødt til at ordnes og holder vores øjne på dansen. Overordnet er der utrolig meget symbolik, der understøttes af, at dansestilen veksler mellem valsetakter og græsk folkedans (Zembekiko).

Alt i alt er der simpelthen ikke en finger at sætte på hverken performance eller opsætning – der er kun tilbage at ærgre sig over, at den ikke spiller mere end to dage!

Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil opleve en enestående forestilling, hvor en nærmest ubegribelig performance danner ramme om et meget væsentligt og aktuelt tema.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Forestillingen spillede kun d. 9. og 10. november i Aarhus, så der er ikke andet for end at håbe på en genopsætning.

 

 

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s