Omtale: Take the Stage

Spillested: Dansekapellet
Spilleperiode: 4. november 2017
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen

Lørdag den 4. november afholdt Dansekapellet showcase for deres talentplatform Take the Stage. Her får 8 udvalgte koreografer og dansere mulighed for at udvikle og fremvise et eget komponeret værk, som skal ud i verden. Dansekapellet hjælper de unge koreografer med at udvikle en forretningsplan for værket, stiller lokaler til rådighed og tilbyder dem sparring på deres arbejde. Showcasen er en unik mulighed for at få indblik i, hvad der rører sig i det danske dansevækstlag, og jeg var overvejende virkelig begejstret for, hvad jeg så. De 8 koreografer arbejder hver især inden for forskellige stilarter, og det var derfor også 7 meget forskellige værker, der blev fremvist, som ikke fortjener at blive sammenlignet. Alle værkerne havde hver deres kvaliteter, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at de hver især har gjort sig fortjent til en plads på en dansescene et eller andet sted i verden.
Vi har dog alligevel tilladt os at udpege tre koreografer, som virkelig imponerede, og som vi vil anbefale, at man holder øje med fremover.

Maji Claire – LOVE
Maji Claire er uddannet ved både Flow Dance Academy og Sara Gaardbo. Hendes værk LOVE starter ud som en sensuel omgang, hvor Claire, kun iført undertøj og virkelig høje hæle, i silhuet vrider sin slanke, smidige og flotte krop kælent og forførende. Pludselig går scenen i sort, hvorefter lyset blændes op til et overraskende twist på den fortælling, vi troede, vi var vidner til. Claire har skabt et værk, som får publikum til at spærre øjnene op. I første omgang fordi det oser af overvældende forførelse, og dernæst fordi det overraskende moment kommer som en ubehagelig mavepuster, der for alvor sætter gang i noget indeni. Det fine og sexede får knivskarp kant og bliver skævt på en ret ubehagelig måde. Dette er dog på ingen måde en dårlig ting, for hvor er det fantastisk, når dansefortællinger kan vække noget i os, på den måde Maji Claires værk kan.

Jens Schyth Brøndum – Ocean of our motion
Jens Schyth Brøndum er allerede et ret etableret navn på den danske dansescene. Jens er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole og danser for Uppercut Danseteater. Han underviser desuden ved Gaardbo Dans og arbejder også med sit eget dansekompagni De León Compagny.
Jens står bag aftenens vel nok største og længste værk, som i langt højere grad fremstår som en færdig og helstøbt forestilling sammenlignet med de andres 5-10 min. lange værker. Sammen med 9 andre dansere fremfører han en virkelig rørende forestilling, som jeg blankt må erkende, får tårerne til at trille ned ad kinderne på mig. Det er gennemført smukt og kan nok bedst beskrives som kropslig poesi. Det er en ubestemmelig følelse manifesteret i bevægelser, og værket formår virkelig at skabe et rum, hvor der er plads til at lade følelserne overtage. Bevægelserne er overvejende bløde og bølgende, og fremstår, som titlen rigtignok antyder, som et hav af menneskelige bevægelser. Der skiftes elegant mellem passager, hvor alle danserne sammen fremstår som menneskelige bølger til betagende duetter, hvor vi virkelig får lov at se, hvor eminent en danser Jens Schyth Brøndum virkelig er. Hans meddansere følger dog problemfrit trop niveaumæssigt, og alt i alt er dette virkelig et vidunderligt værk, som jeg mest bare har lyst til at se igen. Og igen.

Andrea Joensen & Helene Høier – Muddle Through
Andrea og Helene har to forskellige danseuddannelser bag sig: henholdsvis Copenhagen Contemporary Dance School og Sara Gaardbos danseuddannelse. Det er første gang de to arbejder sammen, og sammen har de skabt det moderne værk Muddle Through. Dette værk har for mig aftenens klareste og mest vedkommende historie. I Muddle Through tager Andrea og Helene udgangspunkt i Jens Pauli Heinsens digt Eitt dýpi av dýrari tíð, og deres koreografi handler om mødet med livets udfordringer, og hvordan vi kommer igennem dem. Egentlig er idéen ikke den mest originale, men Andrea og Helene har alligevel formået at løfte det til et vedkommende niveau, som får mig til at mærke et egentlig meget brugt emne på en helt ny måde. Koregrafien igennem bruger Andrea og Helene hinanden som forhindringer og modstand. Selvom de to piger er ganske elegante, formår de alligevel igennem deres dans at formidle en tunghed, som perfekt afspejler, hvordan det ikke altid er de nemme og fine løsninger, der er de rigtige. Det hele må nemlig godt blive lidt mudret og beskidt, når vi skal overkomme de forhindringer livet byder os, for det er ikke altid den elegante vej, der er den rigtige. Jeg er ganske enkelt ret vild med disse to kvinder og ville ønske, at deres forestilling havde været mere end dobbelt så lang. Jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvad de kan få ud af denne smagsprøve på et værk, der kunne gå hen og blive virkelig spændende og godt.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s