Anmeldelse: AGONY – an eating opera

Spillested: Godsbanen, Åbne scene
Spilleperiode: 20. – 27. oktober
Anmeldt af: Daniella Ottendal Skovgaard

★★★

Hvad er det?
AGONY – an eating opera var en ganske speciel oplevelse. Foruden at være en forestilling spækket med drama er Agony en madoplevelse, en musikalsk skattekiste, æstetisk udfoldelse og et socialt eksperiment. AGONY handler om en ung mand, Angel, der vender hjem til sin familie. Angel er homoseksuel og queer og kærester med en plastikkirurg. Hans konservative far, der mener, at mænd er hævet over kvinder, og vold er en mands ret, bliver rasende og beskylder moren for udviklingen af deres søns homoseksualitet. I familiedramaet findes også Angels søster, der kæmper for frihed og kærlighed og støtter sin bror i hans beslutning.

Det gode og det knap så gode
AGONY er på den ene side et eksperiment, der udforsker adskillige aspekter af iscenesættelse og publikumsstrategier og på den anden side en forestilling med meget på hjertet. Forestillingen behandler store emner som seksualitet, køn, magt, generationer og familie. Derudover bliver fortællingen krydret med brugen af social media, ved brug af hashtags, livestreaming og karakterprofiler. Alt dette og mere til er samlet i en forestilling, der rummer meget andet end bare teater.
Forestillingen vil mange ting på én gang, hvilket både er spændende, men også kræver, at man holder tungen lige i munden. Det visuelle udtryk udfolder sig utrolig flot fra første øjekast. Scenografien er enkel og kostumerne er specielle og neutrale. Maden, der undervejs serveres for publikum, er kunstnerisk anrettet og bidrager til handlingen. Mens kokken anretter og drysser spiseligt glimmer over retterne, fyldes luften med glimmeret, der skinner i lyset på scenen.

Handlingen fortælles gennem operasang, lyde og et to-mands orkester, der spiller på køkkenredskaber. Med opbakning fra violin og cello ”spilles” musikken ved at slibe knive, rive salat og puste i flasker. Den musiske brug af hverdagselementer er vellykket og stemningsfuld. Selv publikums lyde blev til en del af symfonien, når der blev knast flæskesvær og smasket fra rækkerne.
Som publikum bliver man meget bevidst om sig selv og sine med-tilskuere, og mens man både forsøger taknemmeligt at tage imod den serverede mad og følge handlingen på scenen, sidder man og tænker: ”må jeg spise nu?” og ”larmer det, når jeg tygger?”. Selvom det tydeligt er et overlagt valg fra kunstnernes side, betyder det, at det er svært at følge med i, hvad der udspiller sig på scenen. Og som om alt dette ikke var nok, brydes illusionen til tider af et metalag, der ved hjælp af skærme udtrykker publikums situation: #AwkwardSilence eller #HowAmIGonnaEatThis.

AGONY er en oprigtig flot og spændende oplevelse, men den er desværre også (over)fyldt med effekter og temaer, der hver især er interessante, men tilsammen fremstår det rodet. Som eksperiment er AGONY ny, frisk og spændende, og som fortælling bliver den desværre mere rodet og en anelse klichéfyldt. Dog tillader formen meget, da den er ny og uudforsket, og man tilgiver derfor let den forvirrende iscenesættelse.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du er nysgerrig på, hvad scenekunst ellers kan og har lyst til at se, hvad der sker, når man kombinerer teater, musik og mad med en vigtig fortælling om menneskers forskellighed.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Som ung og/eller studerende kan du købe billet for 200 kr., og det er inklusiv mad!

 

Foto: Anders Bigum

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s