Anmeldelse: EDDA

Spillested: Aarhus Teater
Spilleperiode: 14. – 20. Oktober 2017
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen & Kathrine Lemmeke Madsen

★★★★★

Hvad er det?
Robert Wilson er en af verdens største, nyskabende og visuelle kunstnere inden for moderne teater. Han har en særegen æstetik, som ofte leder tankerne hen på de tyske ekspressionistiske film fra 1920’erne. I disse dage gæster han Aarhus med sit seneste værk EDDA, som i foråret havde premiere på Det Norske Teatret.
EDDA bygger på en række 800 år gamle digte over den nordiske mytologi, som her er blevet gendigtet af en af Norges mest toneangivende nulevende dramatikere Jon Fosse. I Robert Wilsons hænder er de gamle sagn blevet forvandlet til en række visuelt poetiske tableauer, som den amerikanske indie-duo Coco Rosie og den klassiske komponist Arvo Pärt har lagt musik til.

Det gode og det knap så gode
Vi kan med det samme afsløre, at det ikke bare er på papiret, at Robert Wilson, Coco Rosie og John Fosse er en genial cocktail – det er det i dén grad også i praksis. At det er genialt, betyder dog ikke, at det nødvendigvis er en nem forestilling at gå til. Forestillingen er spækket med elementer, der i sig selv kunne være nok til at løfte en forestilling til himmelske højder. Når de så skal spille sammen i skabelsen af én samlet episk oplevelse, gælder det altså om at holde tungen lige i munden for at få både oldnordiske sagn i digtform på nynorsk, så sanseligt voluminøst et visuelt udtryk og det symbolske fortællelag med. Det skal dog ikke afskrække en knapt så teatervant tilskuer fra at aflægge forestillingen et besøg, for Wilsons dragende og effektfulde univers og visuelle udtryk er i sig selv nok til at gøre forestilling seværdig.

De nordiske mytologiske fortællinger bliver i EDDA gjort vedkommende, fordi Robert Wilson gennem sin æstetik formår at understrege deres moderne betydning. Han lader guderne være klædt i outfits, der ligger meget langt fra brynjer og andre stereotypiske vikinge-klæder. Guden Odin ligner til forveksling forsangeren i et glam-rock band, som han ved forestillingens begyndelse står i glimtende tøj og plateau-sko og spiller på grøn rockguitar. Wilson giver de fantastiske myter om de nordiske guder nyt liv og minder os om, at de gamle sagn er universelle og arketypiske fortællinger om selve livet, som også er relevante for det moderne menneske. Dette bidrager også den fortryllende musik til, hvor det særligt er de spændende og kreative Coco Rosie-numre, der for alvor gør indtryk.

Det er dog ikke bare æstetikken, der står knivskarpt. Hele forestillingen er bygget på rytmisk og lydlig præcision, som skuespillerne løser med en imponerende indstuderet timing og finesse. De har virkelig styr på deres instrument, hvilket udnyttes til fulde! Selvom hver skuespiller spiller en af guderne, sidder man tilbage med fornemmelsen af, at de er hævet over deres eget ego og formår at levere absolut top-præstationer til fordel for den kunstneriske vision. Man ser forestillingen som et samlet kunstnerisk hele, hvor ingen præstationer fylder mere end andre.

EDDA er en forestilling, som skal opleves som et samlet kunstværk. Hvert enkelt tableau er gennemført og mærkbart. Man føler sig mæt på en rigtig skøn måde, når man forlader teatret. Hvor højtragende det end måtte lyde, er dette virkelig en forestilling, der for alvor beriger dig kulturelt og får dig til at længes efter en tur til i Wilsons vidunderlige univers.  

Skynd dig ind og se den, hvis…
… ikke noget hvis. Bare se den! Wilson er et teatergeni og et unikum, som man ikke skal snyde sig selv for.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Billetterne går hurtigt til forestillingen, så du skal skynde dig. Billetter med begrænset udsyn kan fås for sølle 60 kroner, hvor du derimod må slippe 375 kroner for de markant bedre pladser.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s