Anmeldelse: Battleground

Spillested: Republique (Lille scene)
Spilleperiode: 11. – 14. oktober 2017
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen

★★★★

Hvad er det?
Den canadiske danser Louise Lecavalier gæster i disse dage København med hendes anden store koreografi, Battleground, som følger efter værket So Blue fra 2012. Hun er med sine 59 år en erfaren kvinde og beskrives flere steder som et ikon og det tætteste, man kommer på en pop-stjerne inden for moderne dans. Hun har både danset med David Bowie og medvirket i film, men er især kendt for i mange år at have danset ved det verdensberømte kompagni La La La Human Steps.
Battleground er en duet, som Lecavalier opfører i selskab med danser Robert Abubo. I en simpel scenografi, som udelukkende består af en endevæg i fyrtræ, udspiller der sig en danseforestilling i hæsblæsende tempo. En fysisk kamp i nærmest konstant bevægelse som kun afbrydes af de korte momenter, hvor en tår vand bliver nødvendig for at kunne vedholde tempoet forestillingen ud.

Det gode og det knap så gode
Louise Lecavalier lægger fra land med et tempo, man bliver forpustet bare af at kigge på, og som skal vise sig at blive kendetegnende for stort set hele forestillingen. Hun farer hen over scenen med hurtigt krydsende fødder og flagrende hænder, som synes at være styret af uregerlige impulser. Hun er klædt i sorte læderbukser og en hættetrøje, hvor hætten er spændt stramt omkring hendes hvide ansigt. Hun fremstår nærmest umenneskelig og ligner mest af alt en ustoppelig animeret computerfigur. Med imponerende, artikulerede, stærke og næsten maniakalske bevægelser skaber Lecavalier et intenst udtryk, som er svært fascinerende at være tilskuer til.

Musiker Antoine Berthiaume er placeret i venstre hjørne af scenen, hvorfra han spiller live forestillingen igennem. En tung pumpende bas lægger en hypnotisk bund for Lecavaliers energiske højtempo-bevægelser og i første del af forestillingen, bliver det momentvis lige til den techno-irriterende side. Heldigvis blødes der dog klædeligt op i musikkens udtryk, som forestillingen skrider frem, og man lulles gradvist ind i en behagelig pulserende trance.  

Selvom forestillingen på papiret er en duet, hvor Lecavalier er i, hvad der ind imellem næsten ligner, fysisk kamp med hendes meddanser Robert Abubo, så drages øjnene klart mod Lecavalier størstedelen af tiden. Det er dog på den anden side tydeligt, at Abubo på ingen måde kan undværes i dette værk, da han med sit runde og bløde udtryk står i perfekt kontrast til hendes skarpe facon. Han er nødvendig i understregelsen af hende som uovervindelig maskine. Han bidrager i høj grad til at give den energetiske kamp, de udkæmper på scenen, et utrolig stærkt og markant udtryk.

Den meget simple scenografi suppleres af dygtigt og effektfuldt lysarbejde, der dog stadig giver dejligt meget plads til, at bevægelsen og dansen kan være forestillingens altoverskyggende hovedkarakter. Selvom det i sig selv er skønt, så må det dog også siges, at 65 minutter er for langt for en forestilling, hvor der ikke er særlig meget andet end dansen på scenen. Selvom jeg overordnet set er begejstret for denne energiudladning af en forestilling, så er der dog visse passager, som bliver for lange, og hvor mine tanker begynder at flyve andre steder hen. Det ville ikke have gjort den fysiske kamp og udholdenhed mindre imponerende, hvis man havde skåret lidt mere ind til benet og trukket lidt mindre i langdrag visse steder.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du gerne vil se en imponerende danse-præstation leveret af et vaskeægte ikon.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Der er på ingen måde tale om en dyr fornøjelse her. Er du studerende kan de billigste pladser fås for 105 kroner, mens du som alm. dødelig må slippe 60 kroner mere. De helt gode pladser koster dog også kun 135 kroner som studerende, og det er værd at komme lidt tættere på.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s