Anmeldelse: En Som Hed

Spillested: Bora Bora
Spilleperiode: 10. – 12. oktober 2017
Anmeldt af: Freja Stendahl Johansen

★★

Hvad er det?
Sort dansevinyl dækker gulvet, og i den sparsomme scenografi står én mand med ansigtet skjult under en plastikspand. Denne ene mand vil gennem de næste 70 minutter danse fem forskellige karakterer, der på hver deres måde oplever følelsen af ensomhed. Karaktererne håndterer denne svære følelse på vidt forskellige måder: en af dem prøver at ignorere følelsen ved at proppe sin kalender til bristepunktet med sociale aktiviteter, mens en anden væmmes ved alle omkring ham, som har nogen at hygge sig med.
Karaktererne skildres ved, at performeren Bo Madvig iklæder sig forskellige farverige kostumer, mens der spiller forskellige musiktemaer for hver karakter. Mellem scenerne afspilles voxpoplignende montage af almindelige menneskers forhold til ensomhed, hvilket bidrager til at gøre temaet bredere og mere universelt end begrænset til de fem portrætter, der vises på scenen.

Det gode og det knap så gode
En Som Hed er uden tvivl en forestilling af vigtig karakter, da den behandler et så ømfindtligt emne. Ensomhed kan synes som en uhåndterbar størrelse, hvilket Bo Madvig også selv påpeger i forestillingen, da det ikke er en følelse, vi kan se, høre, smage eller røre ved. Det er en følelse, de fleste af os kender, men som er svær at blive klog på. En forestilling som denne er altså enormt relevant, fordi det tvinger os til at sætte fokus på noget, der er svært at snakke om. Og det er jo netop det, nogen mener, at kunsten skal kunne: tage delikate emner ud af lysets skæppe og undersøge dem med den store lup, hvilket giver denne forestilling en helt tydelig eksistensberettigelse.

Når det så er sagt, så kan jeg blive i tvivl om, hvad det helt præcist er, forestillingen gerne vil med sit emne. Jeg ser en god pointe i, at Bo Madvig behandler en psykisk tilstand gennem fysiske partiturer, da det formidler følelsen visuelt og gør den lettere forståelig og håndgribelig for os. Bo Madvig skal, som den eneste performer på scenen, høste stor ros for sin fysiske kunnen, imponerende kropskontrol og evne til at gøre bittesmå bevægelser til kæmpestore og inderlige manifestationer på den meget nøgne scene. Derfor var det ærgerligt, at der var så stort fokus på talte replikker i forestillingen. Det fysiske var stærkt nok til sagtens at kunne have stået alene. Alle de talte pointer om ensomhed blev hurtigt meget udtalte, og der var derfor ikke meget op til fortolkning.

Generelt virkede det som om, at forestillingen gerne ville formidle, hvordan der er forskellige måder at være ensom på, og at det er en følelse, der kan ramme alle, selvom vi ikke kan se det. Det budskab kom også fint igennem. Men så kom det bare ikke rigtig videre. Jeg savnede, at blive rusket lidt i, at blive rørt og udfordret på mine egne fordomme og min egen angst for ensomhed. Jeg savnede, at der blev taget nogle chancer, taget stilling samt flere nuancer. Derfor føltes forestillingen desværre som en tynd kop te.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du kan lide fysisk teater, og gerne vil se den dygtige performer Bo Madvig folde sig ud.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Hvis du er med i KluBora koster en billet kun 60 kr. Ellers er prisen for studerende/unge under 25 år den nette sum af 90 kr.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s