Anmeldelse: Med Hånden på Hjertet

Spillested: Aaben Dans i Roskilde
Spilleperiode: 16. – 29. september 2017
Anmeldt af: Line Kirsten Nikolajsen

★★★★★

Hvad er det?
Med hånden på hjertet er en performance i mørke, som er skabt af Thomas Eisenhardt og Cathrine Poher. Det er en forestilling, hvor der med brug af dans og dygtigt lysarbejde skabes et endeløst rum, hvor alle sanser vækkes til live på ny. Vi føres ind i et totalt mørkt rum, hvor vi må mærke os frem via et gelænder, der løbende skifter form og kontur. Synet tages fra os og alle sanser skærpes fra start. Inde i det store og endeløse mørke placeres vi på bløde sæder, hvorfra vi nu i glimt oplever mere eller mindre oplyste tableauer af dans og performance, musik og smukke ord, der pludselig dukker op ud af mørket. De er de eneste pejlemærker din opmærksomme hjerne har at navigere efter i et univers, hvor det meste er opløst i et mørke, der til tider er så sort, at man bliver i tvivl om, hvorvidt man egentlig har åbne eller lukkede øjne. Mange flere detaljer ville være synd at afsløre, da man i den grad skylder en forestilling som denne at lade den overraske og imponere.

Det gode og det knap så gode
Lad mig først og fremmest slå fast, at Med hånden på hjertet er en oplevelse ud over den sædvanlige scenekunstoplevelse. Selvom ‘sanseligt’ kan være et lidt fattigt og vattet ord at bruge, fristes jeg dog, i manglen på bedre, til at beskrive forestillingen som definitionen på en gennemført sanselig og dygtig oplevelse. Eisenhardt og Poher har formået at skabe et effektfuldt rum, hvor der både er plads til store tanker om verden og mere indadvendte refleksioner over egen tilværelse. Den meget smukke og rørende koreografi underbygger fint forestillingens selvbeskrivende tanke om at transformere velkendte begreber og lade dem opstå på ny i mørket. Dertil har lysdesigner Nicolas Le Bodic brugt lyset på så gennemført og raffineret vis, at det i sig selv er nok til at blive en lille smule målløs og fascineret. Han har nemlig formået at bruge lyset på en måde, hvorpå det aldrig forstyrrer publikums oplevelse af at være fuldstændig opslugt af mørket, hvilket jeg er dybt imponeret over.

Mørket og dens indvirken på kroppen og sindet er den ultimative hovedperson i forestillingen, og jeg er overrasket og begejstret for, hvor meget det påvirker mig. Min krop føles opløst og endeløs. Det er en ret fantastisk oplevelse på én gang at føle sig kropsløs og samtidig genopdage alle sine sanser, der pludselig påkræver sig en sjældent oplevet opmærksomhed. Ordene i den meget smukke tekst, der ind imellem oplæses i mørket, klinger nærmest på ny, og jeg tager mig selv i at lytte til hver en tone og intonering, hvormed de serveres for os. 

Enkelte steder gøres der brug af overflødige rekvisitter, som man kunne have skåret fra til fordel for et mere rent og uforstyrret udtryk. De tre dygtige danseres kropslige præstationer er længe nok til at skabe de ønskede effekter, og man kunne uden problemer have nøjedes med at lade dem optræde uden tøjbamser og andre rekvisitter. De sanselige oplevelser, forestillingen overordnet set giver dig, overskygger dog også behovet for en egentlig dramaturgi og detaljerede sammenhæng. Derfor kan man også lettere se gennem fingre med de få mindre velfungerende elementer. Min begejstring for den oplevelse denne forestilling formår at give sit publikum forsøder i den grad de kritikpunkter, jeg sidder tilbage med.

Med hånden på hjertet er en yderst meditativ oplevelse, som påminder dig om, at det kan være ret fantastisk at stoppe op og virkelig sanse dine omgivelser. Det er vidunderligt refleksivt, og det er en gave alle burde give sig selv.

Skynd dig at se den hvis…
… du har brug for en gennemført smuk og facinerende oplevelse, som VIRKELIG kan mærkes.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Forestillingen spiller desværre ikke længere, men kryds alt hvad du har for, at Hånden på hjertet opføres igen. Ellers kan man med fordel holde lidt øje med Aaben Dans’ øvrige program.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s