Anmeldelse: Gerningsmanden

Spillested: Det Skrå Teater (Parkeringskælderen ved Borgerservice i Odense)
Spilleperiode: 25. september – 5. oktober 2017
Anmeldt af: Nana Bruhn Rasmussen

★★★★★

Hvad er det?
Historien om den store, stygge seksualforbryder lever i bedste velgående i de danske medier – men er det en realistisk gengivelse af virkeligheden? Dette er blot ét af de spørgsmål, som monologforestillingen Gerningsmanden vil besvare i forsøget på at skabe en nuanceret debat om pædofili og overgreb på børn. Forestillingen tager afsæt i ”Manden i den røde bil”-sagen fra 2012, hvor en mand blev dømt for seksualforbrydelser mod børn. Man sidder derfor med en klar forventning om en uhyggelig dramatisering af nævnte sagsforløb, men forestillingen spænder faktisk utroligt bredt og viser overgreb fra mange vinkler med hyppige skift mellem skumle gerningsmænd og en mere klassisk fortællestil. Forestillingen er første led i værket Overgreb, hvis anden del har premiere 1. november.

Det gode og det knap så gode
Det er tydeligt, at Gerningsmanden er en forestilling, som gerne vil rykke ved noget. Der inddrages i høj grad elementer fra virkeligheden, såsom statistik, Josef Fritzl og Tønder-sagen. Det betyder, at man, som publikum, bliver uhyggeligt bevidst om, hvor relevant debatten er. Især i starten af forestillingen tager det dog også overhånd, så det næsten føles som at sidde til forelæsning på universitetet.

Efterhånden som skuespilleren (Kim Leprevost) får spillet sig varm, bliver jeg dog mere og mere fanget af fortællingen, der også støttes af stilistiske brud, som for eksempel en simpel, men flot og udtryksfuld koreografi, der sætter et fysisk billede på de modstridende følelser, der ofte følger en gerningsmand. Ligeledes underbygger lydsiden de dramatiske momenter rigtig flot ved hjælp af skummel underlægningsmusik, mens de mere informative dele får lov at stå for sig selv. Location er sat til en skarpt oplyst parkeringskælder med en gammel rød bil som eneste scenografi, hvad der også udnyttes til fulde med både bilvask og motortænding, som giver en fed effekt. Forestillingen formår at gøre en svær debat skidespændende og holder hele tiden publikum på stolekanten ved også at henvende sig direkte til dem. Publikumsinddragelsen kunne dog sagtens dyrkes i endnu højere grad, da vi har at gøre med et relativt lille publikum i et fuldt oplyst rum.

Det er dejligt at se, hvordan et teaterstykke kan udnytte alle teatrets virkemidler til at sætte fokus på et samfundsrelevant problem, og selvom det kunne trænge til lidt finpudsning her og der, må det understreges, at debatten illustreres virkelig godt fra både gerningsmandens, barnets og den uskyldige pædofiles synsvinkel. Det Skrå Teater har sørget for at lave deres hjemmearbejde.

Afslutningsvist kan det konkluderes, at der er tale om en forestilling, som ved første øjekast ikke syner af meget, men efterlader et langt større indtryk end forventet og giver kuldegysninger undervejs.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du har lyst til at blive udfordret på dine fordomme og være med til at åbne op for en meget tabubelagt debat.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Der kan købes ungdomsbillet til 60 kr., hvis du er under 25 år, og der er mulighed for at bestille årskortbilletter, hvis man har årskort til Teater Momentum.

 

 

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s