Anmeldelse: Den Gode Vilje

Spillested: Aarhus Teater
Spilleperiode: 16. september – 21. oktober 2017
Anmeldt af: Freja Stendahl Johansen

★★★★

Hvad er det?
Den Gode Vilje bygger på den svenske filmskaber Ingmar Bergmans romanbiografi om sine forældre, Anna og Henrik Bergman. En fattig teolog og en overklassepige, der oplever kærlighed ved første blik, og hurtigt beslutter sig for, at de skal gå igennem livet sammen. Det er dog ikke alle medlemmer af deres respektive familier og omgangskredse, der er glade for dén beslutning, og de begynder at blande sig i de unge elskendes forhold. Fælles for alle karaktererne er, at de alle handler i en god vilje. Alle ønsker de at gøre det rigtige i både smalle og brede perspektiver.

Også Ingmar Bergman selv er repræsenteret på scenen i skikkelse af skuespiller Bue Wandahl, der af og til bryder ind i fortællingen for at give publikum nogle opklarende informationer – f.eks. om det, der sker på scenen, er sket i virkeligheden. Der er her at gøre med en meget klassisk dramatisk fortælling, hvor der ikke er så meget scenografi at forholde sig til, men til gengæld fyldes scenen af en masse store følelser.

Det gode og det knap så gode
Den Gode Vilje føles som en bredere fortælling end først antaget, da den ikke kun synes at fortælle historien om Anna og Henrik, men også tager fat på nogle mere universelle tematikker. Hvornår ved man, om man gør det rigtige? Er det, når det føles rigtigt for en selv, for ens familie eller er det Gud, man bør lytte til? Vi bliver lukket ind i et tidsbillede, hvor rang og familiens status betyder meget.

Der fortælles flere historier i Den Gode Vilje, som alle flettes ind i rammefortællingen om Anna og Henrik Bergmans komplekse kærlighedshistorie. Det har både en ret udbredende, men også lidt distraherende, effekt på forestillingen. Flere af subplottene kan godt føles lidt som fyld på trods af, at de er velfortalte. Især når forestillingen varer 3 timer og et kvarter inklusiv pause.

Det er generelt en ret velkomponeret forestilling, hvor vi kan springe i tid og sted og skuespillerne kan skifte roller uden, at man som tilskuer bliver forvirret. Alle roller er velspillede, men især Mathias Flint og Anne Plauborg skal fremhæves for deres intense og troværdige fremstilling af henholdsvis Henrik og Anna Bergman. Desuden er Inge Sofie Skovbo et skønt comic relief som Henriks svagelige mor, der brokker sig over alt og alle og hele tiden tror, at hun skal dø. Det er skønt med noget at grine af midt i alt det alvorlige.

Ingmar Bergmans placering i sit eget drama som fortællefigur er en rigtig god ide, fordi det minder tilskueren om, at fortællingen (i hvert fald dele af den) er sand, og derfor får man et mere personligt forhold til den. Der er dog kun rigtig fokus på ham i begyndelsen og i slutningen af forestillingen, hvilket er lidt synd.

Det er primært dialogen, der driver værket, så man må høre godt efter for at følge med. Ofte bryder spillerne ud af deres karakter for at henvende sig til publikum direkte og fortælle helt objektivt, at der skete noget. Det kan være historisk fakta eller noget information omkring karaktererne. Et interessant valg, som bliver brugt lidt rigeligt. Det har desværre den effekt, at jeg ikke rigtig føler mig investeret i karakterne. Derfor tager jeg heller ikke deres skæbner med mig ud af teatret, men er ikke desto mindre underholdt imens jeg sidder i plyssædet.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du er glad for klassiske dramaer og komplekse kærlighedshistorier.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Unge under 25 og studerende kan komme ind at se Den Gode Vilje for kun 60 kr. på hverdage.

 

 

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s