Anmeldelse: The Cocka Hola Company

Spillested: Ishøj Kultur Café og SORT/HVID
Spilleperiode: 7. – 8. september og 21. oktober – 4. november 2017
Anmeldt af: Anne Louise Slott Thorborg

★★

Hvad er det?
Teaterkompagniet Det Dramatiske Udgangspunkt, som bl.a. har stået bag forestillingen Jantedrengen (2017) og Frøken Smillas fornemmelse for sne (2015), har i denne omgang kastet sig over den norske forfatter Matias Faldbakkens roman The Cocka Hola Company. Forestillingen af samme navn handler om en gruppe utilpassede personers hverdag og oprør imod det pornoficerede, neoliberale samfund. Med et pornoproduktionsselskab til at finansiere, udføres oprørsaktionerne ‘Fuck up the neighbourhood’ og ‘FasciNATION’. De i alt fire skuespillere deles om et broget og sjovt persongalleri med alt fra pornoskuespillere og en tvangsalkoholiker til et adfærdsvanskeligt barn og en tyrkisk bager.

Det gode og det knap så gode
Forestillingen promoverer sig som værende “crazy politisk satire”, og man må virkelig sige, at det er crazy! Forestillingen fremføres i en skiften mellem, at skuespillerne reciterer bogen direkte – og dermed ofte omtaler deres egen karakter i tredje person – og, at de udspiller de scener, som beskrives. Skuespillet er meget stilistisk og understreger de sindssyge karakterer på en humoristisk måde. Kostumerne er velvalgte: fx er pornoskuespilleren Tip-top iført læderbukser, meget nedringet skjorte og solbriller. Til tider bliver de mange karakter- og kostumeskift lidt for fjollede, og det kan føles som at se en gymnasierevy, hvor det handler om at overdrive så meget som muligt. Som vellykket fortællemiddel bruger de en stor videoskærm, der bl.a. fungerer som dørtelefon, videoopkald ol., hvor nærbilleder af de sjove karakterer kastes op. Lyden er desværre uproportionalt høj ift. de skuespillere, som står på scenen.

Man har forsøgt at koge en 464-siders roman ned til 1½ time, hvilket skaber lidt udfordringer. Selve historien bliver rodet, og jeg kan tit ikke finde ud af, hvad det er for et budskab, de forsøger at komme frem med. Hvorfor skal vi se to karakterer tage stoffer og have sex, og hvorfor skal vi se en teknisk assistent være træt af sit arbejde? Enten formår de ikke at få historiebidderne til at spille ind i den overordnede fortælling, eller også er det et mislykket forsøg på at få publikum til at sidde fnisende og pinligt berørte over at se den slags tabubelagt opførsel blive udspillet foran sig. Jeg følte mig i hvert fald ikke provokeret og forstod heller ikke, hvem man ønskede at provokere, eller hvordan, hvis det da overhovedet var formålet.

Visse dele af handlingen vækker dog genklang med fx fascinationskulturen inden for kunstverdenen, som kritiseres med modbydelig og sort humor.

Skynd dig ind og se den, hvis…
…du er til politisk, pervers og grotesk humor og synes, at overdrevne og stereotypiske imitationer er sjove.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Er du under 25, kan du få en billet for 115 kr. Kan du samle en gruppe, så I er i alt 6 personer under 25, behøver I kun at betale 40 kr. pr. person. Er du over 25 og studerende, koster en billet 135 kr.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s