Anmeldelse: Jægerne

Spillested: Teater V
Spilleperiode: 6.- 8. september 2017
Anmeldt af: Mads Andersen og Kristoffer Fløe Dalsgård

Hvad er det?
Jægerne er en forestilling om tre midaldrende mænd, der har grebet til våben i kampen for at blive rigtige mænd i en tid, hvor manderollen synes udvisket og i høj grad sat til debat. Scenen er sat i en skov af grønne gummistøvler, der dækker scenegulvet og et bagtæppe af rustede blikplader – råt skal det være! Kronen på scenografens værk er et monstrum af et jagttårn, der har indtaget en hædersplads på scenegulvet, midt mellem røjsere og midtvejskriser. I disse omgivelser følger vi Joseph, Ernst og Makmut, der sammen skal overleve en tur i ødemarken for at genfinde deres indre vikinger.

Det gode og det knapt så gode
Handlingen var, som ovenfor anført, noget med mænd i midtvejskrise, hvilket som sådan er et både relevant og interessant emne i en tid, hvor blandt andet feminismedebat og nye kønsroller fylder stadig mere i den offentlige debat.

Desværre synes det at have været mere presserende at købe billige grin end at skabe en forestilling, der rummede de ellers meget rimelige krav: start, midte, slutning, samt karakterer, der er troværdige i deres rolle. I stedet blev publikum spist af med karikaturer af tre mænd, som vi aldrig kom ind på livet af. Det blev ikke klart, hvorfor de var havnet i deres respektive livskriser og derfor, hvorfor de var taget på jagt. Kæmpede de med noget derhjemme? Måske. Hvordan havde de lært hinanden at kende? Man ved det ikke. Men gjorde forestillingen så noget for skabe debat om mænds rolle i 2017? Usandsynligt. Sagt med andre ord virker det simpelthen usandsynligt, at de tre karakterer på scenen repræsenterer en eneste mand i Danmark. Dels fordi vi ikke lærte dem at kende, dels fordi de simpelthen ikke rummede nok (læs: nogen) personlighed.

Derfor forsvandt forestillings handling også ganske hurtigt, da rollerne var så mangelfulde, at det tydeligvis havde været en umulighed at lade dem gennemgå en udvikling. Således blev Jægerne nok nærmest en farce, hvor tre mænd langsomt, men sikkert, fik pinagtiggjort sig selv gennem en stadig mere bizar og krampagtig kamp for at bevise, hvor utrolig mange prøvelser den moderne mand er nødt til at gå igennem, for at kunne genfinde sit eget værd. Men nej, vi tror ikke, at hverken Joseph, Ernst eller Makmut fandt specielt meget selvværd ved at spise lort, pisse i hinandens gummistøvler eller råbe fisse rigtig højt. Og det virker usandsynligt, at nogle mænd blandt publikum skulle have følt sig forstået af denne forestilling. Og gudskelov for det.

Skynd dig ind og se den hvis…
… du mangler et referencepunkt at måle andre forestillinger ud fra.

Studerende og fattig? Sådan gør du
95 kroner, hvis du er under 25.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s