Anmeldelse: Under Haadys Skjold

Spillested: Teatret Zeppelin 
Spilleperiode: 2. september – 27. oktober 2017
Anmeldt af: Anne Louise Slott Thorborg

★★★★★★

Hvad er det?
Den lange rejse fra det krigsramte Syrien hele vejen op til Danmark er ikke for børn, men alligevel har det været virkeligheden for flere 100 uledsagede børn de sidste par år. I Under Haadys Skjold følger vi fem flygtningebørn og deres barske oplevelser på en sådan rejse. Forestillingen er for børn fra 9 år og deres voksne. Den blev oprindeligt skabt i 2015 af instruktør, manuskriptforfatter og kunstnerisk leder Mie Brandt, der i samarbejde med Røde Kors kom ind under huden på en række flygtningebørn på et asylcenter for uledsagede børn. Forestillingen bygger derfor på virkelige historier og er skræmmende tæt på virkeligheden. 
Under Haadys Skjold er for mig en kæmpe mavepuster af et virkelighedstjek, som sætter sig i kroppen, i tårekanalerne og i hjertet.

Det gode og det knap så gode
Den mørkegrå scene er fyldt med træpæle, der skaber et kaotisk landskab. Dystre toner fra arabisk musik strømmer ud af højtalerne, som afløses af lyden fra skud og eksplosioner. Stemningen er sat. Der er krig, kaos og desperation. Det står klart for mig, at det jeg skal til at se vil komme til at ramme mig dybt.
Under Haadys Skjold er en helstøbt forestilling, hvor skuespil, manuskript og scenografi spiller sammen i en synergi, der skaber en uhyggeligt virkelighedsnær oplevelse. Lyd- og lyseffekter gennemsyrer hele forestillingen og får scenen til elegant at skifte mellem fx at være en storby, lastrummet på et skib eller en motorvej. Skuespillerne rammer rollen som ‘børn på flugt’ spot on med deres naive og forfærdede udtryk. De spiller så godt, at man helt glemmer, at det er voksne mennesker. Derfor gør det også særligt ondt at se børnene få panikanfald under skudepisoder, slås om et par pengesedler eller nøgternt gemme et lig i byens mørke gyder. For at klare de ubehagelige oplevelser har børnene en række coping mekanismer såsom at lege med legetøjskrigsfly, skrive ned hvad de synes, børn bør have af rettigheder og gemme sig under ‘Haadys skjold’, som er et skildpaddemønstret tørklæde børnenes skjold mod den farlige verden. Man får en klump i halsen, når man bliver grebet af tanken om, at det her er noget, som rent faktisk sker ude i verden lige nu.
Siden forestillingen blev opsat for første gang i 2015, har man løbende tilføjet til manuskriptet i takt med udviklingen af flygtningekrisen herhjemme. Det bidrager i høj grad til immersionen, når fx børnene taler om smykkeloven og dansk afskrækningspropaganda.
Selvom det er en forestilling, som (også) er henvendt til børn, tales der ikke ‘ned’ til publikum. Tværtimod tales der netop op til børnene, når man vælger at skildre så voldsomt et emne, hvilket jeg kun kan bifalde.
Det er svært for mig at pege på noget mindre godt i denne forestilling så skulle det lige være, at jeg ikke havde taget vandfast mascara på. Jeg kan ikke huske, hvornår en forestilling sidst har gjort stort indtryk på mig. Jeg vil virkelig give mine varmeste anbefalinger.

Skynd dig ind og se den hvis…
… du vil se en imponerende og skarp (børne-)forestilling om et af de mest aktuelle emner, der præger verden lige nu.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Er du under 25 koster en billet 95 kr. Ellers skal du af med 165 kr., hvilket er utrolig billigt sluppet for en så fantastisk oplevelse! Tag lillesøster eller din studiekammerat under armen og oplev, hvordan teater virkelig kan røre noget i jer.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s