Anmeldelse: Brødre

Spillested: Musikhuset Aarhus
Spilleperiode: 16. august – 22. august 2017
Anmeldt af: Freja Stendahl Johansen og Clara Lindstrøm Gleerup

★★★

Hvad er det?
Susanne Biers tragiske fortælling fra 2004, med Nikolaj Lie Kaas og Ulrich Thomsen i hovedrollerne, er i forbindelse med Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad 2017 omskrevet til en helt ny opera af librettist Kerstin Perski, og musikken er komponeret af debutanten Daníel Bjarnason. Ved forestillingens start siger soldaterne Michael (Jacques Imbralio) og Peter (James Laing) farvel til deres familier og drager sammen i krig. Michael efterlader sin kone, Sarah (Marie Arnet), med deres unge datter, Nadia (Selma Willumsen) og Peter siger farvel til sin gravide kone, Anna (Dénise Beck).
Da nyheden om, at deres helikopter er styrtet, rammer Danmark og de to familier, bliver der vendt op og ned på alt, de to familier har kendt. Pludselig dukker Michaels sorte får af en bror, Jamie (Joel Annmo), op og viser sig at være lige netop den trøst, som Sarah og Nadia har brug for. Sammen sørger de over tabet af Michael og finder trøst hos hinanden – måske lidt for meget trøst.
En dag vender Michael dog pludselig hjem, men noget er ikke, som det skal være. Det bliver hurtigt tydeligt, at det, Michael har oplevet under krigen, har sat dybe spor i hans sjæl – han er ikke længere den samme. Og hvor er Peter? Vil han også vende uskadt hjem?

Det gode og det knap så gode
Fortællingen i Brødre er dansk socialrealisme på højt plan, og umiddelbart lyder projektet som opskriften på en succes; en medrivende fortælling, et stjernecast, en komponist prodigé og Kasper Holten. Desværre er der noget, der ikke helt stemmer i denne forestilling. Trods en både gribende og smuk fortælling er der nogle ting, der står i vejen for, at vi aldrig helt lader os rive med. Forestillingen domineres af recitativer, hvilket kan beskrives som ’talesang’. Sjældent kunne man finde en melodi i udførelsen, og derfor bliver det nemt lidt monotont og til tider ensformigt at lytte til. Musikken bliver oftest domineret af mol-toner og dissonante klange, hvilket fungerede fint til at skabe stemningen og følelsen af ubehag og sorg. Men når det er så dominerende, at det fylder hele forestillingen fra start til slut, kan man som publikum godt savne lidt variation i stemning.

Et klart plus ved Brødre er det fine (og ret store) kor, der hele tiden befinder sig på scenen og fungerer som vores guider gennem den til tider indviklede fortælling. Koret agerer også de stemmer, som Michael – forestillingens klare hovedperson – hører inde i hovedet. Samtidig fortæller de os, hvor Michael fysisk og psykisk befinder sig, da vi ofte kastes ind og ud af fortid, nutid og synsforstyrrelser. Løbende åbnes der mere og mere op for, hvad det helt præcis er, som har skadet Michael i sådan en grad, at han ikke længere kan fungere hjemme hos sin familie.

Jacques Imbralio og Marie Arnet står tilbage som lyspunkter for forestillingen. Begge formår de, i den store opsætning, at skabe et nærvær i deres spil, som gjorde, at vi kunne føle os følelsesmæssigt engageret i deres udvikling. Imbralio spiller, så man får ondt i hjertet. Samme engagement og nærvær savner vi desværre ved de andre karakterer; ofte forekommer spillet en smule fladt, hvilket synes paradoksalt, når man i operaen ofte forventer at se de helt store følelser udfolde sig på scenen.

Som skrevet udspringer forestillingen af Biers kæmpehit fra 2004, og det er derfor nærmest uundgåeligt at trække tråde mellem de to værker. Der hvor operaen Brødre dog, desværre fristes vi til at sige, tager afstand fra filmversionen er ved ikke at lægge særlig fokus på trekantsdramaet mellem Michael, Jamie og Sarah. Da Michael gøres til hovedperson, og vi følger hans udvikling mest, fjernes der også meget fokus fra forholdet mellem hans bror og hans kone, som i filmen er helt central for historiens udvikling og for Michaels raserianfald. I filmen hersker der meget mystik og tvivl om, hvordan Jamie og Sarahs forhold udvikler sig, efter Michael kommer hjem, hvilket skaber meget spænding i historiens udvikling. Dette optræder desværre ikke rigtig i operaens udlægning af historien. Denne udgave kommer derfor til at handle mere om, hvad krig gør ved mennesker, end hvad der sker mellem lige præcis de her karakterer. Man bør derfor gøre sig det klart, at hvis man går ind og ser Brødre, skal man ikke forvente at se en scenisk version af filmen, selvom det nok er det mange forventer, når de ser forestillingen slået op som ‘Susanne Biers Brødre’.

Vi havde uden tvivl glædet os meget til denne forestilling og var derfor også ærgerlige over, at vi ikke følte os mere investeret i historiens drama. Vi savnede nærvær hos flere af karaktererne, og det hele blev lidt monotont. Desuden savnede vi en mere forløsende slutning, end den vi fik.

Du skal se den hvis…
… du finder de klassiske operaopsætninger for lange og tunge. Brødre varer kun 1 time og 20 min. og er et frisk take på, hvad moderne opera kan.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Der er desværre ikke mange rabatter at hente til denne forestilling. Som studerende under 25 år kan du få en billet til 325 kr.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s