Anmeldelse: Kussesumpen

Spillested: Teatret ved Sorte Hest
Spilleperiode: 4. august – 31. august 2017
Anmeldt af: Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen

★★★★

Hvad er det?
Kussesumpen udspringer af bloggen med samme navn. En blog, der beskæftiger sig med det at være kvinde; hvordan opfører man sig, når man er forelsket, når man lige er blevet dumpet, eller når man er bitter single and (maybe not so) ready to mingle. Der er ingen ende på de tabuer, Kussesumpen belyser; skedeprutter, sexfantasier om voldtægt, barnløshed og analsex, og det er kun toppen af lagkagen. Forestillingen er en bundærlig farce over det 21. århundredes kvinde og det herskende ideal, hun konstant må forsøge at leve op til. På scenen står fire unge og smukke skuespillerinder, hvoraf én af dem, Jacobe Orry, er medstifter af bloggen, da de i sin tid besluttede sig for at  lukke resten af Danmark ind i kvindehjernen. De fire skuespillerinder stiller konstant spørgsmålstegn ved, hvorfor netop de støder på de pinligheder, de gør, og hvorfor Søde Søren (ham vi alle venter på) ikke har indfundet sig endnu. Flere gange spørger de publikum: “Så hvad synes I så om mig?”

Det gode og det knap så gode
Kussesumpen er først og fremmest et virkelig underholdende bud på et opgør med det herskende kvindeideal. Det er virkelig skønt, at der i en forestilling, der bryster sig af at være feministisk, ikke kun bliver skældt ud til højre og venstre og brokket over en mandsdomineret tilværelse. Her bliver der nemlig også peget indad. Vi får dermed ikke blot en lang liste over mænds fejlagtigheder, vi får også en liste, hvor pigerne selv tager stilling til de steder i livet, hvor kvinder ofte træder forkert i forhold til sig selv og deres omgivelser. Vigtigst af alt bliver alle temaerne behandlet med en god og kærlig omgang humor. Og det er da også i humoren, de fire skuespillerinder har deres klare styrke. Det er i de humoristiske passager forestillingen er allerbedst, da der her virker til at være langt større sikkerhed og frihed i spillestilen. Tilsvarende mangler så desværre også, når de mere alvorlige passager eller temaer skal behandles. Her er deres spil ikke helt lige så overbevisende, og man kan i langt højere grad høre manuskriptet bag. Egentlig har man formået at blande humor og alvor ganske fint på det skrivemæssige plan, men i selve udførelsen mangler vi alligevel et eller andet for for alvor at blive rørt eller helt forstå, hvad det er, vi  skal få ud af disse øjeblikke. Når vi skal igennem disse tunge og panderynkende passager, tages pusten virkelig ud af det ellers ret høje tempo, og det er desværre ikke gavnligt for det endelige indtryk af forestilling.

Selvom vi virkelig får grinet hele forestillingen igennem, er det som om, at forestillingen aldrig rigtig bider sig fast, og det er en skam, for folkene bag Kussesumpen har uden tvivl noget rigtigt og vigtigt på hjertet. Det bliver dog til tider bare en anelse langt i spyttet, og man kunne med fordel have skåret et lag af handlingen, så kun de helt skarpe scenarier stod tilbage.

Forestillingen er dog en ret underholdende omgang, som fortjener et besøg. Kussesumpen er enormt vedkommende, og der vil uden tvivl være flere af tabuerne, man kan spejle sig i på den ene eller den anden måde.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du trænger til at grine lidt af dig selv og andre kvindes forkvaklede forhold til sig selv.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Som ung under 25 år kan du få en enkeltbillet til 65 kr. Men er du uhyre populær og kan trække 5 af dine venner under 25 år med, får I hver en billet til kun 40 kr. Du skal dog skynde dig, hvis du vil give Kussesumpen et besøg, der er ikke mange billetter tilbage til den lille sal.

Foto: Nikolai Levin

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s