Anmeldelse: Moliére – On the Rocks

Spillested: Teatret Slotsgården
Spilleperiode: 21 juni. – 18. august.
Anmeldt af: Kristoffer Spender

★★★★

Hvad er det?
Når jeg tænker på sommerens udendørs festspil og musicals, så husker jeg, at menuen stod på kaffe, tæppe, hygge med familien og dilettantisk teater. Det er der ikke noget af hos Teatret Slotsgårdens højt energiske og professionelle Moliére – On the rocks. Godt nok er det sommer, og godt nok spiller de udendørs, men så stopper sammenligningen med sommerens festspil da også. For her præsenteres du nemlig for et udpluk af Moliéres samlede værker; Misantropen, Don Juan, Tartuffe, Den indbildt syge med flere. De kalder det selv en magiterning af Moliéres bedste. Jeg vil yderligere kalde det en tour-de-force i, hvordan man kan levere de store komiske klassikere med et twist, sådan at vi får lov til at se det komiske i de ikoniske værker på en ny og anderledes måde. Og det er dejligt, at man ikke med død og pine skal trækkes igennem kedelige plotbuer og karakterer, der kommer og går, men i stedet bare kan læne sig tilbage, få essenserne og nyde den fandenivoldske iscenesættelse, hvor menuen står på abe og banan kostumer, smøger, fest og en cocktail af sennep, ketchup, brun sovs, den sidste pølse og stegt kylling, som i øvrigt bliver bundet i ét drag. Skål og velbekomme.

Det gode og det knap så gode
Jeg var godt underholdt hele vejen igennem, og de havde en generel god sans for de små komiske detaljer og forskellige måder at levere dem på. De seks skuespillere komplementerede hinanden godt, og de havde gode forbindelser og fornemmelser for hinanden på scenen. De havde et godt, levende og legende samvær, hvilket var berigende og smittende, og de havde alle et godt øje for at sende forførende og drilske blikke. Særligt i scenen, hvor en banan taler flydende fransk. Alligevel var det som om, den overordnede plan savnede et fokus. Nu vil jeg ikke røbe slutningen for læseren, men den havde desværre ikke samme styrke som resten af forestillingen. Der manglede måske et blik ”udefra”, som kunne have udpeget, hvornår forestillingen faldt i kadence, for det gjorde den desværre en gang i mellem. Nogle af de udvalgte scener fra Moliéres værker blev uheldigvis for jævne, lange og energiforladte, og det var da også, når de for en stund ”glemte” Moliére, at jeg for alvor spærrede øjnene op: deres sindsoprivende overgange, brud på versefødderne, druk og dekadent opførsel, selvom det ikke decideret var fra Moliére, var det dog stadigvæk helt i hans ånd.

Skynd dig ind og se den hvis….
…du ligesom jeg har lyst til at se noget andet end de til tider uudholdelige sommer festspil; for så leverer Teatret Slotsgården et super alternativ. Her er ingen kurv med kaffe, kiks og kage, der er derimod tip-top underholdning med energi, farve og liv. Og skynd dig ind og se den, hvis du kan lide din klassiker serveret med et twist, eller måske en kold is(magi)terning – On the rocks!

Studerende og fattig? Sådan gør du?
Der er studie og ungdomsrabat, så du kan ånde lettet op. Billetten koster 95kr og det svarer til 1,055556kr. for hvert minut. Og det er alle kronerne værd. Det er udendørs, så husk en jakke eller lignende, og forestillingen vil kun blive aflyst ved tordenskyld.

Foto: Daniel Buchwald

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s