Anmeldelse: Premiere

Spillested: Aarhus Teater
Spilleperiode: 24. maj – 17. juni 2017
Anmeldt af: Freja Stendahl Johansen

★★★★★

Hvad er det?
Premiere er en forestilling om en forestilling. Vi følger fem skuespillere og en instruktør under prøveforløbet til deres store opsætning af ”Hvem er bange for Virginia Wolf”. Et forløb, der i høj grad er præget af interne konflikter, som får store konsekvenser for de forskellige karakterers præstation i prøveforløbet.
Premiere kaldes ’en vandringsforestilling’, hvilket dækker over en meget anderledes teateroplevelse. Publikum er inddelt i små grupper, som hver følger én af forestillingens karakterer rundt omkring i de snørklede gange og rum på Aarhus Teater, som publikum ellers normalt ikke har adgang til. Der er også en guide med til at holde styr på tropperne. Præmissen er, at publikum fungerer som ’fluen på væggen’. De kan altså se skuespilleren, men skuespilleren kan ikke se dem. På den måde kommer hver publikumsgruppe helt tæt på én skuespillers rejse fra prøvestart til premieren.

Det gode og det knap så gode
Premiere er en virkelig interessant leg med fiktion, virkelighed og flere metalag på én gang. Fx lægger de medvirkende skuespillere selv navn til den karakter, de spiller, men det betyder ikke, at de spiller sig selv. Instruktøren bag forestillingen, Sargun Oshana, fortæller i et interview til Den 4. Væg (kan findes i podcast #27) om, hvordan de forskellige karakterers historier i høj grad er baseret på virkelige hændelser, som er erfaret af personalet på Aarhus Teater. Han understreger dog også, at de ’virkelige historier’ er blevet gendigtet og maskeret til ukendelighed og, at de derved er blevet transformeret til fiktion. Man skal derfor ikke tro, at man med Premiere er vidne til den sande hverdag på Aarhus Teater.
Men formår de at få karakterernes historier til at føles ægte? Ja, sgu. Så ægte som en dramatisk historie nu kan føles. Det virker, fordi publikum kommer helt tæt på skuespillerne. Der er intet fiktionsfilter: alt skal være så ægte som muligt. Det indebærer også tis og kønshår. Det er faktisk ikke altid til at regne ud, hvilke elementer af scenografi, der er placeret bevidst, og hvilke, der bare er en del af teatrets normale interiør. Ens tilstedeværelse føles helt hemmelig, og det er ret tiltalende. Det er en smart måde at få publikum til at føle sig inddraget på, uden de skal interagere direkte med skuespillerne.

En mindre detalje er dog, at jeg ikke altid helt ved, hvor jeg bør placere mig i rummene. Guiderne er flinke til at anvise, hvor man kan stille sig, men det kan alligevel ske, at man står et sted, hvor andre gæster skygger for handlingen. Her bliver jeg pludselig meget opmærksom på, at jeg er i gang med at se en forestilling, fordi jeg husker, at der er andre end bare mig selv og skuespillerne i lokalet. Det kan godt bryde illusionen for en stund.

Man bør skrive sig bag øret, at når man går ind for at se Premiere får man kun én side af historien, selvom der er nogle scener hvor karaktererne mødes med hinanden. Hvis man vil se de andre karakteres historier, må man gå ind og se den flere gange. Kommer jeg til det? Ja, sgu.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du har lyst til en helt anderledes publikumsoplevelse og er nysgerrig på at komme bag facaderne på Aarhus Teater.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Hvis du er studerende, kan du komme ind og se Premiere for kun 50 kr.!

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s