Anmeldelse: Hår på den

on

Spillested: Teater Grob
Spilleperiode: 16. maj. – 6. juni
Anmeldt af: Stinne I. Henriksen og Line Kirsten Nikolajsen

★★★★★

Hvad er det?
I forestillingen Hår på den undersøger dramatiker Line Mørkeby i samarbejde med de tre skuespillere Özlem Saglanmak, Patricia Schumann og Marie Louise Wille den moderne kvinde og alle de mange roller og idealer, hun skal leve op til. Standardbureauet er hyret til at definere den moderne, frie kvinde, så fremtiden kan få et klart billede af, hvem hun er, og de har hæsblæsende travlt i de ca. 90 minutter, forestillingen varer. De skal nemlig både omkring Barbie-prinsesser, selvstændige kvinder i jakkesæt, der samtidig skal kunne føde børn, frie kvinder, der har opgivet det travle liv og er flyttet på landet, den prostituerede, den strikkende og omfavnende husmor osv.

Det gode og det knap så gode
Det her er en forestilling, der slår hårdt og blæser dig totalt omkuld. Helt fra start er der fuld fart på og fra første ord, kan man mærke det hele sitre. De tre skuespillerinder beviser sig selv som værende energibomber, som virkelig leverer et rendyrket brag af en præstation. De rammer alle facetter af den moderne kvinde spot on og gør det oven i købet på en virkelig humoristisk måde. Man sidder både og griner af de kvindefigurer, man selv en gang imellem i virkelighedens verden ryster lidt på hovedet af, men også af alle dem, man uden problemer kan spejle sig selv i. Saglanmak, Schumann og Wille er virkelig sjove, og det er simpelthen så dejligt befriende en oplevelse at se dem spille, fordi de bare giver los på alle tænkelige måder. Deres spil beror sig dog også på en utrolig stærk tekst, hvilket nok i virkeligheden er det element, der springer allermest i øjnene. Det er først og fremmest en tekst, hvis artsfæller man desværre må lede længe efter på den danske teaterscene. Den formår at skrige “fisse” og “pik” lige ind i hovedet på dig – uden at det dog bliver skabet eller skrigeballon-agtigt. Det virker nemlig til, at hvert eneste ord er utrolig velovervejet, og det er kun sjovt og passende, når den virkelig gakker ud i det ekstreme. Selve tekstens form bygges op om en række forskelligartede sketches, som hver især portrætterer en ny kvindetype. Det er egentlig en form, som kan minde lidt om den, vi ser i revyen. Her er det dog gjort med så meget tanke og tyngde, at det på intet tidspunkt bliver plat. Tekstens udtryk varierer nemlig hele tiden, og der leges enormt meget med, hvad teaterteksten kan. Især første del af forestillingen står fuldstændig knivskarp. Enkelte scener i sidste halvdel af forestillingen trækkes måske en anelse i langdrag eller virker mindre fokuserede set i forhold til tidligere scener. Det er dog aldrig nok til at påvirke det endelig indtryk af denne forrygende forstilling.

Forestillingen er muligvis af kvinder og om kvinder, men Hår på den er simpelthen for vild, sjov og skarp til, at den ‘bare’ kan placeres under kategorien ‘kvindehumor’ eller ‘kvindeforestilling’. Ja, der bliver måske sagt “menstruation” og “fisse” flere gange, men den her forestilling er langt mere end blot slagkraftige ord om kvinders kroppe og feminisme. Det er en vigtig og sjov forestilling, som alle burde se.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du vil opleve tre ultraseje kvinder, der for alvor sparker røv!

Studerende og fattig? Sådan gør du
Du skal være lynhurtig, hvis du skal nå at få billetter. Teater Grob melder nemlig allerede udsolgt. Der er dog netop sat en ny spilledag på d. 25. maj. Er du under 25 år, så koster det kun 65 kroner(!) for de bagerste rækker og 75, hvis du er studerende. Normalpris for de billige pladser: 135 kroner. Det er nærmest for billigt til at lade være.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s