Anmeldelse: Min Arm

Spillested: Siloen på Betty Nansens anneksscene Edison
Spilleperiode: 19. april – 6. maj
Anmeldt af: Sóley Freyja Eiríksdóttir

★★★★

Hvad er det?
Min Arm er en forestilling, som byder på en god gammeldags historiefortælling. Claes Bang står som ene mand på Edisons lille Silo-scene. Med rekvisitter som han medbringer i en papkassse i forestillingens begyndelse, fortæller han historien om en dreng. En dreng, der som barn altid konkurrerer med sin bror om alt: Hvem kan holde vejret i længst tid, hvem kan holde sine hænder knyttet længst og hvem kan tie stille i flest dage? Ja, der er ingen grænser for hvad de udfordrer hinanden til. Deres konkurrerende kamp ender derfor også ud i, at drengen en dag tager sin arm op over hovedet og aldrig tager den ned igen. Den ultimative sejr. Men gennem årene har det en fatal betydning for hans helbred. Claes Bang er drengen, som fortæller sin historie. Vi møder ham mange år efter, men det er tydeligt, at hans fysiske krop ikke gestalter arm-drengens. I stedet bliver det et slags figurteater, hvor alle histories personer er repræsenteret af et objekt, som bliver projekteret op på en skærm, så publikum kan følge med helt tæt på. Det er en rigtig fin historie i et børnetime-agtigt format, som er både underholdende og sjovt – trods historiens alvor. En forestilling om menneskets behov for at blive set, for at være unik og opnå noget med livet.

Det gode og det knap så gode
Scenografien er simpel og selve udførelsen er det bærende. På scenen er en stol ved et bord og et kamera, som filmer bordet oppefra og live-transmiterer det op på skærmen. I starten af forestillingen er jeg ret skeptisk omkring, at dén simple idé kan bære det hele vejen. Vi ser Bang sidde, nærmest i leg, og fortælle historien gennem de medbragte ting. Hans bror er en sut, moren et kondom, faren en lille dåse Nivea-creme, og sådan har hvert objekt hver sin specielle rolle stemme. Arm-drengen er repræsenteret af en trædukke, som selvfølgelig kan få armen over hovedet, og der bliver den det meste af forestillingen. Selve ‘historiefortællingslegen’ får endnu en dimension, da det kommer frem, at psykiatrikere har fået arm-drengen til at rekonstruere situationer på denne måde. De mange episoder, vi hører om, formår at holde interessen, fordi man aldrig kan forudse, hvad der skal ske. Vi bliver udsat for drengens drillerier, da vi får lov til at sidde og vente lidt for længe, f.eks. da han demonstrerer stilhedskonkurrencen eller da der brager østeuropæisk folkemusik ud af højtalerne i længere tid end bekvemt er. Imens ser Bang på, lettere fornøjet og med et glimt i øjet. Han har en drillende kækhed, som endda gør en i tvivl om, hvorvidt han i rollen siger sandheden eller om det er løgnehistorier. Jeg går derfra og føler mig godt underholdt. Selve historien er fuld af smerte og alvor, men bliver serveret med humor og opfindsomhed. I stedet for at være en bitter historie om en misforstået, omsorgssvigtet dreng, er det en finurlig historie om at være anderledes og at være taknemmelig for det.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du gerne vil tages i hånden og føres gennem en fortælling – ligesom dengang du så børnefjernsyn. Den kræver ikke så meget af dig: du skal bare lytte.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Alle under 25 år kan få billetten til 65 kr., og det er jo billigere end en tur i biffen!

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s