Anmeldelse: Suburban Stories

Spillested: Dansekapellet
Spilleperiode: 19.-21. april 2017
Anmeldt af: Anne Louise Slott Thorborg

★★★★★

Hvad er det?
Suburban Stories er åbningsforestillingen til subURBAN DANCE FESTIVAL. Festivalen foregår over 5 dage i Københavns Nordvestkvarter, Brønshøj, Tingbjerg og Vanløse. Der afholdes en række forskelligartede arrangementer – fra dance battles til Hip hop workshops og danseinspireret yoga-undervisning.
Suburban Stories er således en slags introduktion til nogle at de mange dygtige kunstnere, som kan opleves på festivalen. Forestillingen består af i alt 6 forskellige dansetrupper, som uafhængigt af hinanden viser hver deres show.

Det gode og det knap så gode
Hvis du kan lide Urban Dance, så skal du virkelig gøre dig selv den tjeneste at udforske subURBAN DANCE FESTIVAL i disse dage. Wow, for nogle ekstremt vilde performere. Det er nogle af verdens dygtigste kunstnere inden for Urban Dance, som kan opleves i denne forestilling og der er både tale om dansere fra Frankrig, England, Brasilien mm.

For mig kan Hip hop og lignende dansearter skrue op og ned for henholdsvis ‘Street’-faktoren og ‘Art’-faktoren. Det er svært at ramme den helt rette balance, men når det lykkes, så kommer de rigtigt gode fortællinger frem i showet. Man forstår ligesom dansens udtryk som en del af en mere helstøbt fortælling uden, at det bliver lidt tomt ‘street-blær’ eller abstrakt og uforståelig kunst. Samtlige performere formår at finde frem til dette gyldne punkt, og deres performances er derfor både ekstremt imponerende og rammer lige i hjertet. Det er både sjovt, tankevækkende, og intet mindre end virtuost! Kunstnerne er virkelig kreative omkring alt, der foregår på scenen. Hvordan kan 5 mennesker f.eks. skabe illusionen om en myretue? Eller skabe illusionen om en energifyldt bold, som skæres over af et usynligt sværd for derefter at blive kastet ind i trommeslagerens trommesæt, hvilket resulterer i en af de hurtigste trommesoloer jeg længe har set, ledsaget af lige så hurtige breakdance-trin fra 6 mandlige dansere. Det er svært at beskrive, hvorfor dans er godt. Det skal opleves.

Få performances i Suburban Stories har elementer, hvor det kammer lidt for meget over i enten uforståelig kunst eller street-blær til min smag, men at dømme efter det resterende publikums positive tilråb, er det vist kun mig, som har den oplevelse. Der går desuden sjældent lang tid før jeg igen lader mig rive fuldstændig med. Jeg smiler hele vejen hjem fra teatret.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du gerne vil se nogle af Europas dygtigste Urban Dance-performere fyre den maks af! Forestillingen er også oplagt som smagsprøve på, hvad man kan opleve på resten af festivalen, og kan derfor betragtes som en slags live-program.

Studerende og fattig? Sådan gør du:
Prisen for unge under 25 er 95 kroner.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s