Anmeldelse: Morph

Spillested: Aarhus Teater
Spilleperiode: 11. april – 6. maj
Anmeldt af: Gæsteanmelder Freja Stendahl Johansen 

★★★★★

Hvad er det?
Morph er stillet op som en slags antropologisk undersøgelse af menneskers adfærd (deraf undertitlen ’Rethink human behaviour’). Det er den islandske instruktør og performer Kristján Ingimarsson, der påtager sig rollen som antropolog og inviterer publikum med på en enormt underholdende undersøgelse af menneskedyrets adfærd. Disse ’menneskedyr’ er spillet af fem andre performere, som portrætterer mennesket som et primitivt væsen, der næsten ikke har noget sprog, men som drives af deres instinkter (både egne og sociale). Forestillingen går under genren ”fysisk teater”, og det er derfor især performernes kropslige udfoldelser, som er i fokus, når de viser scenarier fra menneskedyrets verden.
Menneskedyrenes adfærd undersøges nøje under lup i nogle laboratorielignende glaskasser, imens Ingimarsson taler direkte til publikum og inddrager dem i hans observationer. I starten interagerer han med menneskedyrene som en del af undersøgelsen, men senere i forestillingen bliver han selv transformeret til et menneskedyr. Derved bliver han pludselig selv en direkte del af undersøgelsen, og forestillingen tager derfra en drejning ind i et mere abstrakt og syret univers.

Det gode og det knap så gode
”Er jeg en del af det her? Hvem er jeg? Hvem er vi?” spørger Ingimarsson i begyndelsen af forestillingen. Dét er spørgsmål, som publikum kan finde sig selv siddende med under og efter forestillingen. Når han siger ”vi”, er publikum automatisk inddraget i hans undersøgelse af menneskedyrenes adfærd fra starten af. Menneskedyrene er jo egentlig bare mennesker, men i Morph er alt sat på spidsen og deres kommunikationsform er reduceret til fysiske udtryk. Alligevel er der meget genkendelighed at spore i deres adfærd. Det er fx enormt komisk, når de behandler scenarier fra det virkelige liv, hvor man undervejs sagtens kan få tanken ”Gud, jeg sidder og ser på mig selv”. Scenarierne er også mere eller mindre spydige samfundskommentarer til menneskeheden generelt, som man ikke skal grave særlig dybt for at finde. Derfor kan kommentarerne godt føles lidt banale, men de tilgives, fordi de ikke er et forsøg på at moralisere, men snarere at konstatere, hvem vi er og hvad vi gør.
Selv hvis man går ind til Morph uden lyst eller tanke på at engagere sig psykisk i den, så kommer man ikke til at kede sig ét sekund, for den er en sanselig mavepuster. Her skal performernes fysiske kraftpræstationer fremhæves, for de har alle en imponerende kropskontrol og udfolder med stort overskud deres evner inden for dans og akrobatik.

Når det er sagt, så har jeg blandede følelser omkring valget af genre. For det føles som en lidt skæv idé at lave en forestilling, som er relevant for alle mennesker i en så abstrakt fysisk teater-form. Forestillingen behandler jo netop dét, vi alle har til fælles (vi er mennesker), men gennem en genre, som kan være svært tilgængelig for nogen. På den anden side kan man se det som et forsøg på at gøre genren mere tilgængelig ved at bruge den til at behandle et emne, som vi alle sammen kan forholde os til: os selv.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du har lyst til at få vendt din opfattelse af dig selv på hovedet. Du skal ikke lade sig skræmme af, at det hele godt kan blive lidt syret. Afhængig af øjnene der ser, kan det abstrakte faktisk godt blive ret konkret.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Hvis du er studerende, kan du komme ind og se ’Morph’ for en flad halvtreller. Af sted!

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s