Anmeldelse: Grund til lov

Spillested: Rosenteatret
Spilleperiode: 3. – 5. april 2017
Anmeldt af: Karoline Ry

★★★★

Hvad er det?
Fire kvinder står på scenen. De har alle sammen hvide skjorter og sorte bukser på, og håret er sat op med røde sløjfer. Forestillingen hedder Grund til Lov og handler om noget så dræbende kedeligt (om end vigtigt) som Grundloven. Allerede her falder du måske i søvn, men fortab dig ej i paragraffer, tal, henvisninger og gentagelser så gamle som det danske monarki. Den århusianske teatergruppe Hattekompagniet formår nemlig at puste liv i de gamle skrifter med humor og musikalitet. Teksten består hovedsageligt af uddrag fra Grundloven anno 1849, Grundloven anno 1953 og krydres af og til med sangtekster, en telefonsamtale med Grønland, Norge og andre ekskolonialiserede lande, samt bidder af Jyske Lov anno 1241.
Forestillingen er bygget op som en montage, hvor forskellige lovtekster skiftevis er i centrum. Undervejs rykker skuespillerne rundt på scenografien et hav af gange og spiller både konger, folketing, lovforslag og meget andet.

Det gode og det knap så gode
Jeg må indrømme, at jeg ikke ligefrem tænkte: ”Wow, det lyder spændende”, da jeg hørte om den her forestilling. Hvordan kan man dog overføre Grundloven til et stykke scenekunst, som er interessant og relevant at opleve? Men det gør Hattekompagniet i dén grad. Den relativt tørre tekst tilføres humor og charme gennem koreografier og musikalske passager. Samtidig får nogle af lovteksterne en kærlig omgang skepsis, hvor særligt kringlede og paragraftunge tekststykker udstilles og endevendes. Publikum keder sig bestemt ikke, for der sker hele tiden noget. Et højdepunkt er en lille stolekoreografi, hvor skuespillerne skiftevis sænker og løfter sædet på den kontorstol, de selv sidder på i takt med tonerne af den kendte valsemelodi af Strauss, ”Blue Danube Waltz” (slå den op, du kender den godt!).
Forestillingen formår at informere tilskuerne om de vigtigste og mest grundlæggende aspekter af Grundloven og holder samtidig en let og humoristisk stemning. Skuespillerne har en varme og et sammenspil, der redder selv små skønhedsfejl, som et par glemte replikker og et mindre uheld, hvor en lampe pludselig vælter og instruktør og lysmand må på scenen for at fikse det. Desværre taber Grund til Lov indimellem sit tempo i de mange scenografiskift og mister derfor lidt flow. Men udover overgangene, som hænger en smule, er der tale om et stykke gennemarbejdet og velinstrueret teater på vækstlagsniveau, som formår at udnytte deres rekvisitter (størstedelen består af forskellige former for papir) på en meget kreativ måde.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du mangler at få styr på det med Grundloven og vil opleve en aldeles velkomponeret og underholdende gennemgang af de vigtigste træk.

Studerende og fattig? Sådan gør du
Billetten koster 60 kr. for alle.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s